23948sdkhjf

Region Sjælland fritager sin direktør for tjeneste efter et halvt år

Annemarie Schou Zacho-Broe er mandag blevet fritaget for tjeneste som regionsdirektør i Region Sjælland.

Direktøren for Region Sjælland, Annemarie Schou Zacho-Broe, er mandag blevet fritaget for tjeneste efter blot fem måneder på posten.

Det oplyser Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Årsagen fremgår ikke, men regionen oplyser, at der nu vil blive indledt en personaleproces.

Det er formandskabet i Region Sjælland, der mandag har orienteret forretningsudvalget om fritagelsen.

Regionen vil ikke udtale sig om sagen.

Fagforeningen Djøf bistår Annemarie Schou Zacho-Broe i det videre forløb. Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra Djøf om baggrunden for det afbrudte samarbejde.

- Men vi vil gerne udtrykke vores forundring over for dels den meget ukonkrete begrundelse for afskedigelsen og den proces, Region Sjælland har valgt at følge i sagen, lyder det fra den administrerende direktør i Djøf, Tomas Therkildsen, i et skriftligt svar.

- Det er en personsag, og vi har ikke yderligere at tilføje for nærværende, siger han videre.

Annemarie Schou Zacho-Broe blev ansat som regionsdirektør i marts.

Her blev hun af regionsrådsformand Heino Knudsen beskrevet som en "samarbejdsorienteret, strategisk og innovativt tænkende leder," som skulle sikre kontinuitet og fornyelse i Region Sjælland.

En kerneopgave for Annemarie Schou Zacho-Broe blev at håndtere et presset sundhedsvæsen med rekrutteringsudfordringer og for lange ventelister.

Tidligere har hun været kommunaldirektør i Fredericia Kommune, hvor hun blev bortvist efter anklager om inhabilitet i en sag om et grundkøb foretaget af borgmester Jacob Bjerregaard.

Bortvisningen blev efterfølgende vurderet uberettiget af voldgiftsretten, og Annemarie Schou Zacho-Broe fik tilkendt en erstatning.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078