23948sdkhjf

Frisættelse af offentlig sektor begynder med ældrelov i februar

Efter flere år undervejs forventer regeringen at fremsætte lovforslag om en ny ældrelov i februar

Regeringens "omfattende frisættelse af den offentlige sektor" tager sin begyndelse i det nye år.

I anden halvdel af februar forventer ældreminister Mette Kierkgaard (M) at fremsætte et lovforslag om en ny ældrelov, der er første del af frisættelsen.

Det fremgår af regeringens lovprogram for det kommende folketingsår, der tirsdag er blevet offentliggjort.

Til den tid har den nye ældrelov været over to år undervejs.

Den blev annonceret af statsminister Mette Frederiksen (S) i hendes nytårstale 2022, men nåede aldrig at blive til virkelighed under den socialdemokratiske etpartiregering.

Siden kom en ny ældrelov også med i regeringsgrundlaget for SVM-regeringen.

Her lyder det, at den ældre skal have "reel selvbestemmelse", det frie valg skal udvides, og "al unødigt bureaukrati og kontrol" skal afskaffes.

Af regeringsgrundlaget fremgår det også, at det er ældreområdet, der står først i frisættelsen af den offentlige sektor.

Det skal være den mest omfattende frisættelse i "velfærdssamfundets historie og grundlæggende forandre den måde, velfærden i dag styres, dokumenteres, kontrolleres og leveres på".

Mette Kierkgaard sagde i slutningen af september, at hun var ved at lægge sidste hånd på en ny ældrelov.

I foråret 2022 blev et rådgivende panel og tre ekspertgrupper nedsat til at rådgive den daværende socialdemokratiske regering om den nye ældrelov.

Anbefalingerne blev præsenteret for snart 13 måneder siden.

I lovprogrammet fremgår det også, at eksempelvis den nye bandepakke skal fremsættes i Folketinget i februar. Det gælder de dele af bandepakken, der kræver lovændringer.

Også regeringens ønske om en ny 37 timers arbejdspligt "for borgere i kontanthjælpssystemet med et integrationsbehov" ventes fremlagt i februar næste år.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.087