23948sdkhjf

Sensorer skal advare om luftbåren smittespredning

Sensorer kan være med til at nedbringe mængden af virus i luften og dermed stoppe smittespredning.

Et nyt pilotprojekt med deltagelse af Teknologisk Institut, IoT Fabrikken, Xsystems og Novacyt vil med støtte fra CLEAN - Danmarks Miljøklynge og Danish Life Science Cluster undersøge, hvordan mængden af virus i luften kan måles og nedbringes i daginstitutioner. Projektet skal bane vej for flere undersøgelser af sammenhænge mellem indeklima og smittespredning samt for udvikling af teknologi, der kan bekæmpe vira i luften.

- At detektere vira fra luften er ikke nemt. Der er mange faktorer, der skal tages hensyn til, når man opsamler det ude i virkeligheden, og målet med projektet er blandt andet at blive klogere på, hvad der kan lade sig gøre med det udstyr, vi har til rådighed, udtaler Freja Rydahl Rasmussen, konsulent ved Teknologisk Institut, i en pressemeddelelse.

Kan bane vejen for udvikling af flere løsninger

Betydningen af tiltag for bedre ventilation og indeklima er for alvor kommet på banen i kølvandet på coronapandemien, der har medført et paradigmeskifte i forståelsen af, hvordan luftvejssygdomme spredes fra person til person via luftbårne partikler.

Det har ikke mindst betydet et større fokus på vigtigheden af øget luftskifte og luftrensning.

- Hvis vi finder frem til gode metoder til at detektere koncentrationen af viruspartikler, så er vejen banet for langt større undersøgelser og udvikling af løsninger i samarbejde med sensor- og ventilationsvirksomheder, lyder det videre fra Freja Rydahl Rasmussen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094