23948sdkhjf

Stress giver ikke kræft

Danske modstandsfolk, som overlevede rædslerne i de tyske koncentrationslejre, rammes ikke oftere af kræft end andre danskere, selvom livet i lejrene i sig selv var en meget voldsom stressoplevelse. Det viser en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse.
ph.d.-studerende Maja Halgren Olsen fra Center for Kræftforskning i Kræftens Bekæmpelse har undersøgt forekomsten og dødeligheden af kræft hos de danske modstandsfolk, som overlevede de tyske koncentrationslejre, sammenlignet med resten af den danske befolkning.

"Den gode nyhed er, at vi ikke kan vise nogen tydelig sammenhæng mellem stress og kræftsygdomme. Slet ikke når det gælder de kræftsygdomme, som f.eks. leukæmi og prostatakræft, der er knyttet til kroppens immun- og hormonsystem, som ellers mistænkes for at have sammenhæng med stress", fortæller Maja Halgren Olsen.

Undersøgelsen fandt lidt flere kræfttilfælde og lidt større kræftdødelighed hos modstandsfolkene, men det skyldes primært rygning og alkohol og viser sig som lungekræft og hoved-hals kræft, siger hun.

"Så selvom vi ikke finder nogen sammenhæng mellem stress og kræft, så kan undersøgelsen jo godt tyde på, at der er en indirekte effekt, forstået sådan, at en meget stressende livsbegivenhed kan få folk til at ryge og drikke mere og derved øge risikoen indirekte for visse kræftsygdomme", siger Maja Halgren Olsen.

Hun håber, at denne undersøgelse kan berolige de mange kræftpatienter, som er bekymrede over, om der måske er en sammenhæng mellem en stresset begivenhed tidligere i deres liv og så den omstændighed, at de senere blev ramt af en kræftsygdom.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078