23948sdkhjf

FOA støtter Rigsrevisionen: Syge overlades til sig selv

Indlæg af FOAs næstformand Mona Striib.
Hovedformålet med sygedagpengeloven er at understøtte, at sygemeldte kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Men kommunerne følger ikke op på, om den aktivering, som de sygemeldte deltager i, virker efter hensigten. Det kritiserer Rigsrevisionen nu i en beretning til statsrevisorerne. En kritik, som FOA er helt enig i.

Vi oplever gang på gang, at kommunerne er meget ivrige efter at stoppe folks sygedagpenge, fordi der er en økonomisk gevinst for kommunerne ved det. Kommunerne tænker desværre først og fremmest på økonomien og mindre på at få de sygemeldte tilbage på arbejdsmarkedet.

FOA har før påpeget, at mange kommer i klemme på grund af kommunernes håndtering af sygedagpengereglerne. Det er derfor glædeligt, at Rigsrevisionen nu også påpeger problemet.

Vi har mange medlemmer, der oplever at blive raskmeldte i jobcenteret, selvom de reelt ikke er raske nok til at kunne få et arbejde. På den måde står de helt uden indtægt. De er for raske til at få sygedagpenge og for syge til at arbejde eller få dagpenge.

FOA ser kommuner, der stopper sygedagpengene, hvis den sygemeldte er i stand til at arbejde for eksempel 12 timer om ugen. Også selvom den sygemeldte ikke har et job og heller ikke kan få dagpenge, fordi man ikke kan klare et fuldtidsjob.

Der er et hul mellem sygedagpengereglerne og dagpengereglerne, som flere og flere falder i, fordi kommunerne tolker reglerne rigidt og tænker mere på økonomien end på at få de sygemeldte tilbage på arbejdsmarkedet.

En ny reform om sygedagpenge skal træde i kraft den 1. juli 2014, men det endelige lovforslag er endnu ikke vedtaget.

Jeg håber, at regeringen vil lytte til Rigsrevisionens kritikpunkter og inddrage problematikken i lovforslaget, så de sygemeldte ikke fremover falder mellem to stole.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094