23948sdkhjf

Vi skal reducere barriererne for offentlig-privat samarbejde

Indlæg af Mai Buch, formand for Rådet for Offentlig-Privat Samarbejde.
Produktivitetskommissionen har netop offentliggjort en interessant ny analyse og anbefalinger om offentlig-privat samarbejde. Jeg er enig med kommissionen i, at et øget offentlig-privat samarbejde vil give en stigning i produktiviteten.

Min vurdering er, at offentlig-privat samarbejde er en fordel for alle borgere. Det handler i bund og grund om godt købmandskab. De offentlige midler rækker længst, hvis den offentlige sektor indkøber varer og service fra den leverandør, der tilbyder den billigste pris og den bedste kvalitet. Det synes jeg, at det offentlige har en forpligtelse til at gøre. Og det skaber en øget produktivitet.

I øjeblikket udnytter vi kun en fjerdedel af det potentiale, der er for at løse offentlige opgaver ved at inddrage private kompetencer. Og den andel ser jeg ingen grund til, at vi ikke bringer højere op og høster en produktivitetsstigning ved.

Offentlig-privat samarbejde er også vejen til vækst for mange virksomheder. Min virksomhed bor fx dør om dør med en softwareleverandør, der sammen med et dansk universitet har udviklet en løsning, så de studerende kan anvende deres studiekort til printopgaver. Den udvikling har gjort det muligt for virksomheden nu også at sælge sit produkt i bl.a. USA og England. Mange lignende eksempler findes fra velfærdsteknologiområdet, hvor udvikling af nye produkter sammen med eksempelvis den kommunale ældreservice gør det muligt for danske private virksom-heder at producere og sælge på markedsvilkår til resten af verden. Det giver også et godt afsæt for at øge produktiviteten.

Jeg er tilfreds med, at Produktivitetskommissionens anbefalinger går hånd i hånd med Rådets vurderinger og de prioriteringer, Rådet har taget for sit arbejde i de kommende år.

Vi har en vigtig opgave i Rådet med at belyse og efterfølgende finde veje og redskaber til at reducere de barrierer, der eksisterer for et øget privat-offentlig samarbejde. Kun på den måde kan vi sikre en øget produktivitet.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.283