23948sdkhjf

Politikerne sætter kikkerten for det blinde øje

Presset øges mod de ansatte i den offentlige sektor, men der er grænser for, hvor meget effektiviteten kan øges uden at det går ud over den personlige kontakt. Det siger FOA’s formand Dennis Kristensen.
Formanden for FOA, Dennis Kristensen, er ikke i tvivl om, at 2013 kan blive et hårdt år for de ansatte i den offentlige sektor. Et år hvor der stilles stigende krav om øget produktivitet, og et år, hvor politikerne vil stramme skruen om overenskomsterne på det offentlige arbejdsmarked.

- Vi har set det med finansministerens krav om, at de offentlige lønninger ikke længere må følge de private. Der lægges op til et A-arbejdsmarked for private, mens den offentlige sektor kan blive et B-arbejdsmarked. Vi har også set det i kravene fra kommunerne, der nu vil have ret til at fyre tillidsrepræsentantbeskyttede. Medarbejdere skal fremover kunne arbejde over uden at få overtidsbetaling. Medarbejdere, der i forvejen dækker vagter 24 timer i døgnet, syv dage om ugen og 365 dage om året, skal nu også kunne tilkaldes uden ekstra betaling. Og retten til seniorjob skal beskæres for ældre kolleger, siger Dennis Kristensen, der forventer meget hårde forhandlinger.

Mere effektiv

Han understreger, at FOA ikke har noget imod, at skatteborgerne får mere for pengene, det er trods alt dem, der betaler, men samtidig advarer han mod en generel opfattelse af, at den offenltige sektor er ineffektiv og den private sektor super effektiv:

- I virkeligheden ser det ud til at være omvendt. Jeg frygter, at politikerne ikke lytter efter, når vi kan dokumentere, at vi inden for de eneste ti år har øget den offentlige sektors effektivitet med i gennemsnit 1,6 procent årligt, mens den private sektor har ligget og rodet nede omkring 0,3 procent. Vi har godt nok fået mere ud af skatteborgernes penge ved at løbe meget stærkere. Men jeg er bekymret for, at politikerne sætter kikkerten for det blinde øje og lader som om, vi ikke har skaffet nogen fantastiske produktivitetsgevinster til gavn for skatteborgerne. Der er en grænse for, hvor meget produktivitetsudvikling, man kan putte ind, når det handler om mødet mellem mennesker, hvor den professionelle, der skal yde en bistand, har plads og rum til at bruge deres "rygsæk" af viden og erfaring, siger Dennis Kristensen til Nyhedsinformation.

Frontpersonalet

Der er de seneste år blevet cirka 35.000 færre ansatte i den offentlige sektor, og det er ifølge Dennis Kristensen i høj grad "frontpersonalet", der er ramt:

- Det er det personale, som står ansigt til ansigt med borgerne. Vi kan se, at det for FOA’s vedkommende i høj grad er personalet på sygehusene, ældreplejen og daginstitutionerne, der er skåret væk. Der er også slanket noget på de administrative områder, men til gengæld kan vi se, at antallet af de akademisk uddannede vokser i kommuner og regioner. Det giver den absurde situation, at man diskuterer, hvordan der i fremtiden er "varme hænder" nok til velfærden, når man samtidig skifter de varme hænder ud med regneeksperter, som skal regne ud, hvordan vi får mere ud af pengene. Det fjerner forudsætningerne for det gode møde mellem borgere og den offentlige sektor, fortsætter Dennnis Kristensen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08