23948sdkhjf

Flere yngre og socialt udsatte får blodpropper i hjernen

I dag er det Verdens Apopleksi Dag.
De seneste tyve år er antallet af nye tilfælde af blodprop eller blødning i hjernen steget med en fjerdedel blandt yngre og socialt udsatte. Det viser britisk forskning, offentliggjort i det medicinske tidsskrift The Lancet.

Tendensen kan også ses herhjemme. På Bispebjerg Hospital ser man flere tilfælde blandt yngre og socialt udsatte siger neurolog og ph.d. Hanne Christensen:

"Apopleksi rammer oftest de ældre over pensionsalderen, men de senere år har vi set flere tilfælde blandt de 20-64-årige. Stigningen skyldes dels, at vi generelt er blevet dygtigere til at registrere og diagnosticere apopleksi, dels at yngre grupper lever et mere risikabelt liv end tidligere i forhold til at få en apopleksi. Overvægt, forhøjet blodtryk og diabetes er nogle af de udløsende faktorer for en apopleksi. Og det ser vi mere blandt yngre mennesker i dag, end vi gjorde tidligere, siger Hanne Christensen.

Ifølge den britiske undersøgelse er det især de socialt udsatte, der er hårdt ramt, når det handler om apopleksi. Tre gange så mange dør af en apopleksi i den gruppe end blandt de rigeste briter. Og dør man ikke af en apopleksi, kan man få svære hjerneskader og dermed fysiske og kognitive handicap.

"Det er stærkt bekymrende. Vi bør bruge den britiske undersøgelse som inspiration til at få klarlagt det herhjemme også", siger Hjernesagens direktør Lise Beha Erichsen.

I anledning af Verdens Apopleksi Dag holder Hjernesagen en konference for fagfolk og andre interesserede om patientinddragelse og apopleksi på Herlev Hospital. Flere steder i verden er der den dag særligt fokus på apopleksi og følgeskader – fra Venezuela til Indien.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062