23948sdkhjf

Regioner: Vigtig viden er gået tabt i kommunalreformen

Der er brug for et bedre samarbejde mellem regioner og kommunerne, hvis svage grupper skal hjælpes effektivt.
Kritikere af kommunalreformen frygtede, at den helt særlige viden og erfaring, der var i amterne, ville gå tabt, når højt specialiserede områder inden for blandt andet undervisning og genoptræning overgik til kommunerne.

Og frygten er gået lidt for meget i opfyldelse, mener formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S).

- Vi bliver nødt til at tale om, hvordan vi kan rette op på det. I forhold til de mennesker, der bliver ramt, er det rigtig skidt, og i forhold til ressourcerne er det ufornuftigt, at man ikke fastholder, at øvelse gør mester på de her specialiserede områder, siger han.

En evaluering fra Økonomi- og Indenrigsministeriet viser overordnet, at kommunalreformen fra 2007 har styrket den offentlige service både i forhold til faglighed og økonomi.

Men der er rum for forbedringer, især hvor kommuner og regioner samarbejder om specialiserede opgaver, konkluderer rapporten, der netop er sendt i høring.

- Et af de områder, som er nævnt, er hjerneskadeområdet. Vi skal have ens behandling på tværs af landet og løftet fagligheden i tilbuddene, når patienterne er udskrevet fra den almindelige hospitalsindlæggelse, siger Bent Hansen.

Et andet sted, hvor der er brug for forbedringer, er inden for anoreksiområdet.

- Der er alt for mange piger, der hurtigt bliver genindlagt, fordi der ikke er sammenhæng i indsatsen, siger han.

Danske Regioner vil pege på den manglende indsats i deres høringssvar og vil nu drøfte med organisationer og fagfolk, hvordan tilbuddene kan kvalificeres og målrettes.

Også kommunerne i KL er enig i, at det er afgørende, at der sikres en ordentlig indsats over for de mest udsatte grupper med specialiserede behov.

- KL er enig i ideen om en national koordinering af de mest specialiserede tilbud, så ekspertisen i forhold til indsatser for de mest specialiserede grupper for eksempel mennesker med hjerteskader fastholdes, lyder det fra KL-formand Erik Nielsen.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078