23948sdkhjf

Dibbern: Den alvorlige beslutning blev for tung

Efterhånden som beslutningen om at opsige aftalen med regionerne kom tættere, blev den for svær, mener Dibbern
Henrik Dibbern er ikke bitter over at måtte forlade posten som formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO).

Det var nødvendigt, lyder det fra formanden, efter de praktiserende læger har besluttet ikke at aflevere deres ydernumre. Stik imod hans ønske.

- Vi har et fælles projekt i PLO om, at vi gerne vil forhandle gode aftaler. Vi har bare forskellige holdninger til, hvad der skal til for at skaffe gode aftaler.

- Vi må lave en politik ud fra, at vi ikke afleverer vores ydernumre. Det synes jeg, at nogen andre kræfter må forsvare. Derfor trådte jeg tilbage som formand, siger han.

Henrik Dibbern var fortaler for at konflikte, men han havde kun 24 læger i det 51 store repræsentantskab bag sig.

25 læger stemte for ikke at gøre alvor af truslerne om at indlevere de såkaldte ydernumre, og ifølge formanden skyldes det, at den barske beslutning pludselig kom for tæt på for mange.

- Jamen det er jo et udtryk for, at efterhånden som tidspunktet for en alvorlig beslutning kom nærmere, blev den for tung for mange mennesker.

- Der var selvfølgelig også mange, der bare ikke var enige i, at det her var nødvendigt for at komme videre med forhandlingerne, siger han.

Repræsentantskabets beslutning om at undlade at aflevere lægernes ydernumre betyder, at lægerne nu skal i gang med en ny runde forhandlinger med regionerne om en ny overenskomst i løbet af det kommende år.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078