23948sdkhjf

God kommunikation giver bedre hjemmehjælp

I knap et år har hjemmehjælperne i Frederiksberg Kommune deltaget i et kompetenceudviklingsprojekt, hvor de har forbedret deres evne til at kommunikere med borgerne og med hinanden. Resultatet er klart: Fokus på kommunikation medfører dygtigere medarbejdere og bedre hjemmehjælp.
At kommunikere venligt og med respekt for borgeren er en del af kerneydelsen for hjemmehjælperne i Frederiksberg Kommune. Her har man i det seneste år arbejdet målrettet med at forbedre hjemmehjælpernes evne til at kommunikere, og indsatsen har været en stor succes. Det viser en analyse af indsatsen, kommunen netop har fået udarbejdet af et eksternt firma. Resultatet glæder borgmester Jørgen Glenthøj:

"Kommunikation er en integreret del af kerneydelsen for alle medarbejdere. En dygtig hjemmehjælper er ikke alene dygtig på den plejefaglige del. At tale godt med de ældre, at lytte, at kunne skabe en god forventningsafstemning og motivere de ældre er en del af ydelsen. Med dette projekt har vi sikret hjemmehjælperne værktøjer til at kommunikere med de ældre endnu bedre, end de gjorde før, og jeg er imponeret over resultatet," siger Jørgen Glenthøj. 

 

Bliver bedre

Analysen viser, at det faglige niveau hos hjemmehjælperne er løftet som følge af projektet. Kommunikationsevnerne er blevet bedre fordi hjemmehjælperne har fået undervisning i såkaldt motiverende samtale og i, hvordan man kommunikerer på en måde, der undgår konflikter. Samtidig har projektet været med til at øge medarbejdernes forståelse for den større sammenhæng, de er en del af, for de respektive arbejdsopgaver og for tilgangen til borgerne.

Formand for Frederiksberg Kommunes Sundheds- og Omsorgsudvalg, Flemming Brank, hilser arbejdet velkomment:

"Medarbejderne har med et flot resultatet arbejdet med deres faglighed, og de har sammen løftet niveauet markant. Det er noget, som vore ældre kan mærke, og vi har fået rigtig god respons på det. Derfor er næste skridt at lave en plan for, hvordan vi fastholder og udvikler de gode resultater, vi allerede har nået. Vi skal fortsætte dette arbejde, for det skaber mere værdi - for borgerne såvel som for medarbejderne," siger Flemming Brank. 
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064