23948sdkhjf

Uniformen redder menneskeliv

Pleje- og sundhedspersonalets hygiejne er vigtig for de ældre
Social- og sundhedspersonalet er én af 'supersprederne' af bakterier indenfor pleje- og sundhedssektoren. Det fremgår af en forskningsundersøgelse, som et internationalt anerkendt forskningsteam har foretaget. Undersøgelsen sætter ny fokus på brugen af arbejdsuniformer i plejen.

Dr. Laura Temime fra Conservatorie National des Arts et Metiers i Paris er leder af et forskningsteam, der udregner smitterisici blandt sundhedspersonalet. Og forskningsteamets målinger peger på, at vi er langt fra det niveau, som vi gerne vil være på, når det handler om hygiejne.

Temime og hendes hold inddeler pleje- og sundhedspersonalet i tre grupper. Den første gruppe er afdelingslæger og specialisterne, den gruppe er ikke store smittebærere. De to øvrige grupper tæller sygeplejersker, sosu-assistenter og fysioterapeuter, der har nær og hyppig kontakt med en større gruppe ældre og patienter. Og her er smitterisikoen langt støtte end i den første gruppe.

Farlige fejl

Konklusionen er klar: Typen af kontakt, hyppigheden af kontakt og antallet af personer, man er i kontakt med, er afgørende for, hvor stor en potentiel smittebærer man er. Og her ligger sosu-personalet altså i den ’slemme’ kategori.

Undersøgelsen fra Conservatorie National des Arts et Metiers viser, at hvis én person fra gruppe to (gruppen med sosu-assistenter) eks. ikke har udført en korrekt håndvaskeprocedure hver gang - vil det forøge risikoen for bakterieoverførsel med syv pct. Og det får forskeren til at overveje nye fokusområder.

"Hygiejneovervågningen på afdelingerne bør måske ske overfor enkeltpersoner i stedet for overfor afdelingen som helhed," overvejer Dr. Laura Temime.

Vigtigheden af pleje- og sundhedspersonalets hygiejne forstærkes, fordi ældre, der modtager pleje og patienter i behandlingssystemet - ifølge Sundhedsstyrelsen - må formodes at være særligt modtagelige for infektioner. Endvidere vil en del ældre selv bære sygdomsfremkaldende, evt. antibiotikaresistente, bakterier.

Løsningen

I Danmark er vi opmærksomme på, at pleje- og sundhedspersonalet kan sprede bakterierne. Det er én af årsagerne til, at flere kommuner de de seneste år har efterspurgt hygiejne-retningslinjer for eks. pleje- og sundhedspersonalets beklædning. I 2011 udsendte Sundhedsstyrelsen en række retningslinjer for, hvordan personalet skal bruge deres arbejdsuniformer. Ideen er, at uniformen skal reducere forekomsten af infektioner hos både ældre og patienter samt hos personalet.

Kravene om beklædning er opstået i takt med, at der kommer flere kroniske syge, og der kommer flere resistente bakterier. Og dermed er det i stigende grad nødvendigt at forebygge smitte indenfor sundheds- og plejesektoren, oplyser Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsens tal viser f.eks., at hvad angår indlagte pådrager i alt 8-10 pct. af patienterne sig en infektion - under en sygehusindlæggelse. Hvad angår omfanget af smitte, der kan tilskrives personalets tøj, har styrelsen imidlertid ingen valide tal. Indtil videre kan vi kun gætte.

Hjemmeplejen

Styrelsens anbefalinger er, at alt personale - der har kontakt med ældre/patienter på sygehuse, plejehjem og i hjemmeplejen - anvender uniformer i deres arbejde.

De hjemmehjælpere, der udelukkende varetager opgaver, hvor de ikke undersøger, behandler eller plejer syge og svækkede, behøver ifølge Sundhedsstyrelsen ikke at anvende uniformer af hygiejnehensyn. Det gælder eks. de hjemmehjælpere, der udelukkende gør rent eller køber ind for borgerne.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078