23948sdkhjf

Kræftforening: Vi er slet ikke i mål endnu

På trods af at langt flere overlever en kræftsygdom i dag, er der stadig lang vej til, at målet er nået.
At tre ud af fire, der får konstateret en kræftdiagnose i dag, er i live et år efter diagnosen, er utvivlsomt positivt.

Men der endnu lang vej, før målsætningen med kræftplanerne er nået. Og flere ting kan stadig blive bedre.

Det mener overlæge og forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse, Hans Storm.

- Vi er slet ikke i mål endnu med det, som er sat i værk med kræftplanerne. Så der er alt mulig grund til at fortsætte. Når det så er gjort, er der er altså andre ting, vi bliver nødt til at gøre for at blive bedre, siger Han.

Blandt andet gør danskernes måde at leve på kun vilkårene for kræften og behandlingen af den mere gunstig.

- Vi har flere følgesygdomme og andre sygdomme, når vi får en kræftdiagnose. Samtidig ved vi, at danskerne lever kortere, hvilket blandt andet skyldes, at vi ryger og drikker dobbelt så meget, som på den anden side af Øresund.

- Så vi skal have ændret på vores livsstilsvaner til et sundere liv. Dét og en fortsættelse af kræftplanerne vil forhåbentlig kunne bringe os i mål i løbet af de næste ti år, siger han.

Torben Palshof, der er formand De Danske Multidisciplinære Cancergrupper, mener, at en måde at opnå bedre resultater på er, at folk bliver bedre til at gå til lægen, så snart en mistanke opstår.

Det er Hans Storm enig i, men ansvaret favner bredt.

- Jo hurtigere man reagerer, jo bedre er det naturligvis. Men det er ligeså vigtigt, at lægerne reagerer hurtigt og efter god lægeskik og får sendt folk ind i systemet, så de kan blive undersøgt ordentligt, siger han.

At det vil komme til at koste ekstra arbejde, fordi der vil blive sendt folk ind i systemet, som viser sig ikke at fejle noget alligevel, er Hans Storm klar over. Men det er prisen for at kunne finde andre kræftpatienter hurtigere.

- Vores myndigheder har også et ansvar for at sikre, at der er tilstrækkelig information, så man ved, hvad man skal være opmærksom på, siger Hans Storm.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.343