23948sdkhjf

Antallet af HPV-vaccinerede fordoblet - på en måned

Antallet af 20-27-årige kvinder, der er blevet vaccineret mod HPV, blev tæt på fordoblet allerede den første måned, vaccinen var gratis.
Fire af landets fem regioner har nu tal på, hvor mange der har valgt at tage imod tilbuddet om gratis HPV-vaccination. De viser, at knap 50.000 kvinder blev vaccineret mod HPV alene i september måned. Det svarer til en fordobling af antallet af vaccinerede på blot en måned.

Hvordan det er gået i de efterfølgende måneder vides endnu ikke, men Iben Holten, overlæge i Kræftens Bekæmpelse, glæder sig over den gode start:

- Det går rigtig godt. Ca. 16 procent af årgangene 1985-1992 har valgt at lade sig vaccinere alene på en måned. Dertil kommer alle dem, som har bestilt tid hos lægen, men endnu ikke har nået at få det første stik, siger Iben Holten.

Flere overvejer at lade sig vaccinere

Den gratis vaccine gælder for årgangene 1985-1992, som har frem til udgangen af 2013 til at få de nødvendige tre stik. Og selv om mange allerede har valgt at tage imod tilbuddet, er det stadigvæk over halvdelen af årgangene, som ikke er blevet vaccineret.

- Vi arbejder fortsat hårdt på at få så mange til at tage imod tilbuddet som muligt. Den gratis vaccine er et fantastisk tilbud, som det er dumt at gå glip af, siger Iben Holten.

Kræftens Bekæmpelse har siden september kørt kampagnen Veninder for Vidunderlivet, som er nået godt ud til målgruppen. En ny kendskabsanalyse viser, at hele 87 procent af målgruppen husker at have set elementer fra kampagnen.

Den afslører også, at der er god mulighed for at få mange flere kvinder med, idet en større andel nu overvejer at lade sig vaccinere. Mens det i juni var 9 procent, der helt afviste vaccination, er det tal nu nede på 3 procent.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062