23948sdkhjf

Madviden og madglæde

Arla opretter nu en ny fond, der skal ruste børn og unge med madviden og madglæde og imødegå den tendens, at mange unge i dag ikke har lært det madhåndværk, som deres forældre eller bedsteforældre kunne.
Målet med Arla Fonden er at udvikle børns madkompetencer i alderen 10 til 14 år og inspirere dem til en sundere og aktiv livsstil i naturen, fortæller administrerende direktør for Arla Danmark Peter Giørtz-Carlsen, der er formand for den nyetablerede fonds bestyrelse.

- Som Danmarks største fødevarevirksomhed fylder både viden om fødevarer og glæden ved gode råvarer meget, og vi mener derfor, at vi har et særligt ansvar og forpligtelse til at bidrage til dansk madkultur og madhåndværket i de danske køkkener – tiden er inde til at give madglæden og madhåndværket videre til den næste generation. De fleste børn og unge er motiverede for at lære at lave ordentlig mad og få en bedre forståelse for gode og rene råvarer, og hvor maden kommer fra. Men det er langt fra pensum for alle børn i dag. Det vil vi gerne være med til at lave om på med Arla Fonden. Vi vil give børnene smag for et sundt og aktivt liv og vise dem, at madlavning ikke bare er sure pligter i køkkenet. Madlavning er derimod noget, vi samles om, og en kilde til glæde og oplevelser i hverdagen, siger Peter Giørtz-Carlsen.

Mad-camps

Hovedaktiviteten i Arla Fonden bliver mad-camps. Her vil Arla invitere skoleklasser fra 4.-7. klassetrin på ophold, hvor børnene gennem en uge får mulighed for at lære om sundhed, madlavning og være aktive i naturen.

En hjørnesten i Arla Fondens arbejde bliver stærke partnerskaber, hvor Arla Fonden foreløbig har indgået et samarbejde med Fødevareministeriets initiativ Madkulturen. Samtidig har fonden allieret sig med en række fagkompetencer på området børn, unge og ernæring, og fondens bestyrelse tæller en række eksperter inden for disse områder, herunder ph.d. i folkesundhedsvidenskab Ida Husby, der har forsket i børns mad og måltider.

- De madvaner og den livsstil, vi får indlært i barndommen, er typisk det, vi fører videre med os gennem livet, og nogle børn vokser i dag op uden at lære basale kundskaber i et køkken. Ved at introducere børnene til sund mad og madkultur fra en tidlig alder er det vores håb, at vi kan skabe en generation af bevidste og kritiske forbrugere, der kan være ambassadører for en sund livsstil og et godt madhåndværk, fortæller hun.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081