23948sdkhjf

Kommunalt udbud sparer penge

Praktisk sans afgør, hvilke opgaver Teknik og Miljø byder ud, og hvornår. Siden 2008 har der været en gevinst på 50 mio. kroner
Aarhus Kommune har siden 2008 udbudt en lang række driftsopgaver, og det har alene for Teknik og Miljø givet en samlet gevinst på 50 mio. kr.

Det er specielt på Teknik og Miljøs område, at man på denne måde har testet, hvordan man på den billigste måde får løst opgaverne. Alle driftsopgaver på det grønne område er således udbudt eller bliver det i løbet af 2012. Det samme gælder den altovervejende del af vejdriften.

Aarhus Kommune har således betrådt nye veje ved bl.a. at udbyde driften af kommunens kirkegårde og hele parkdriften. Senere i år kommer ca. 500 km veje i kommunens landområder med, som et såkaldt funktionsudbud, hvor opgaven overlades til en entreprenør i en 15-årig periode.

Udbuddene har givet økonomisk pote. Når der tages højde for følgeomkostninger, f.eks. til udarbejdelse af udbudsmaterialer, personaleomstilling, tilsyn, genudbud m.v., er den samlede gevinst i perioden 2008-2015 foreløbigt opgjort til godt 50 mio. kr. for hele perioden. 34,7 mio. kr. af disse afleveres til kommunekassen, mens 15,9 mio. kr. går til egen drift.

Praktisk sans afgør, hvad der bydes ud

Rådmand Bünyamin Simsek siger i den forbindelse:

"Jeg er ikke tilhænger af udbud for udbuddets skyld, men hvis opgaverne kan gøres billigere, og vi dermed også nedbringer de øjeblikkelige behov for besparelser, der er på de kommunale budgetter, så er det en rigtig god idé. Erfaringerne viser med al tydelighed, at det kan betale sig at sende opgaver i udbud, og at gevinsten ikke, som hævdet af nogle, ædes op af andre omkostninger. Samtidig er det vigtigt at nævne, at gevinsterne absolut er størst, hvis man nøje overvejer, hvordan udbuddene kan foregå mest hensigtsmæssigt. Vi har f.eks. valgt at udskyde udbuddet af driften af krematoriet nogle år, så det kan foregå sammen med genudbuddet vedrørende kirkegårdenes drift. Ellers ville vi stå med en opgave, der næppe var nogen entreprenører, der ville byde på. Dén slags overvejelser er ikke ideologi – det er praktisk sans."

Rådmanden peger på, at gevinsterne ved udbuddet ikke i sig selv kan redde kommunens økonomi – men det udgør et bidrag til at afbøde de værste problemer.

Godt samarbejde med medarbejdere

"Jeg er endvidere glad for det gode samarbejde, vi har med medarbejderne på dette område. Jeg forventer ikke ligefrem at få ros fra medarbejderne for tiltagene, Men jeg tror, at alle parter er enige om fordelen ved god planlægning og en solid indsats for at søge at omplacere medarbejdere, der bliver overtallige i forbindelse med udbud," siger han.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078