23948sdkhjf

Sagsbehandlere får undervisning i kroniske smerter

Regionalt Smertecenter underviser de kommunale medarbejdere i, hvad kroniske smerter er, hvordan de behandles, og hvad prognosen er for den smerteramte.
Smertecentret på Køge Sygehus er begyndt at tilbyde undervisning til sagsbehandlere fra Roskilde og Solrød kommuner for at øge kendskabet til, hvad det vil sige at leve med kroniske smerter.

- Mange af vores patienter er sygemeldt eller blevet fyret som følge af deres smertetilstand og har derfor et individuelt samarbejde med den enkelte kommune. En del af disse patienter oplever, at sagsbehandleren ikke ved så meget om kroniske smerter. Derfor tilbyder vi at komme ud til kommunerne og undervise i, hvad kroniske smerter er, hvordan de behandles, og hvad prognosen er for den smerteramte, fortæller psykolog Pia Meldgård, som sammen med fysioterapeut Linda Nielsen og overlæge Asbjørn Ziebell står for undervisningen.

Giver en bedre forståelse

Sagsbehandlerne får blandt andet indsigt i, hvordan kroniske smerter kan opleves forskelligt.

- To patienter kan have samme diagnose, men forskellige oplevelser af smerterne. Centralnervesystemet bliver påvirket af kroniske smerter, og hjernen bliver belastet. Kroniske smerter må ikke opfattes som en sygdom, men et vilkår som patienten må lære at leve med. På Smertecentret taler vi om at lindre smerterne, vi lover aldrig smertefrihed. 50 procents lindring er et godt resultat, siger overlæge Asbjørn Ziebell.

I Roskilde er der lagt op til et tættere samarbejde fremover med Regionalt Smertecenter, vurderer jobcenterchef Anne Haarløv:

- Undervisningen giver bedre forståelse for Smertecentrets arbejde, og vi er sikre på, at sagsbehandlerne nu kan bruge Smertecentret mere aktivt i forhold til den enkelte borgers forløb, siger hun.

Samarbejdet mellem sygehus og kommune sker altid med patienternes samtykke.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078