23948sdkhjf

Region Hovedstaden går væk fra international akkreditering af hospitaler

Hospitalerne i Hovedstaden skal fremover alene skal akkrediteres efter Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM).
Regionsrådet har besluttet at følge administrationens anbefaling om fremover, ligesom landets øvrige regioner, at basere akkrediteringsarbejdet på den lovpligtige Danske Kvalitetsmodel og ikke længere også efter den internationale model Joint Commission International (JCI). Regionsrådet udtrykte respekt og anerkendelse af de resultater som den internationale akkreditering har medført på regionens hospitaler.

Med til administrationens anbefalinger hører derfor også ønsket om at bevare den internationale tilknytning til- og inspiration i kvalitetsarbejdet. Et ønske flere af regionens hospitalsledere, medarbejdere og politikere deler. Regionens nye akkrediteringsstrategi har således også fokus på supplerende aktiviteter, som skal fastholde regionens internationale orientering på kvalitetsområdet.

- Siden vi i 2008 besluttede at anvende to akkrediteringsmodeller, har Den Danske Kvalitetsmodel gjort de første erfaringer, og konceptet er justeret i markant positiv retning. Der er stor overensstemmelse mellem de to modellers standarder, selvom der fortsat er nogle områder i DDKM, der ikke er dækket så bredt som i de internationale standarder. Ikke alle, men en del af vores medarbejdere har givet udtryk for, at det ikke giver mening at arbejde efter to modeller. Samlet set vurderer vi derfor i administrationen, at tiden er moden til at kunne fokusere mere entydigt på én model, men samtidigt sikre at vi ikke slipper det internationale udsyn og dermed muligheden for at være på forkant med trends fra udlandet, siger regionsdirektør Helle Ulrichsen.

To strategier var nødvendig

Helle Ulrichsen ser den hidtidige strategi med to akkrediteringer som en nødvendighed:

- Sideløbende med at sikre høj behandlingskvalitet for vores patienter, skulle vi også foretage danmarkshistoriens største fusion mellem hospitaler med forskellige erfaringer på kvalitetsområdet. Det kunne vi ikke have gjort uden JCI og de internationale uvildige øjne på hospitalerne. Vores erfaring med international akkreditering har også givet os inspiration til at medvirke til at udvikle og professionalisere Den Danske Kvalitets Model, siger Helle Ulrichsen.

Med regionsrådets beslutning vil arbejdsbyrden primært blive lettere for hospitalernes administrationer, fordi kun meget få af lægernes og sygeplejerskernes nuværende dokumentationsopgaver alene er afledt af JCI-akkrediteringen.

- Dokumentation er en uundgåelig del af sundhedspersonalets arbejde, både for at sikre bedre patientbehandling og for at sikre personalets retssikkerhed, hvis der opstår komplikationer undervejs, fastslår Helle Ulrichsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078