23948sdkhjf

Ældre får gør-det-selv mad

Et nyt projekt skal afprøve ideen om at forsyne ældre med sunde, halvfærdige måltider, der levner plads til det personlige præg. Seks fødevareproducenter og seks kommunale madleverandører er blandt deltagerne i projektet, som Region Midtjylland støtter
Der er langt mellem selv at sørge for at planlægge og tilberede sine måltider og at få dem leveret færdigtilberedte og spiseklare.

Tænk, hvis man kunne få en mellemting – altså halvfærdige retter, som skulle have en sidste hånd i køkkenet, og som gav mulighed for forskellige kombinationer og oven i købet var sunde?

Sådan en mellemting vil en gruppe ældre mennesker i Midtjylland får lejlighed til at afprøve, når projektet "Ready to cook - Ny Nordisk Hverdagsmad for sunde og aktive seniorer" er kommet i gang.

Regionsrådet i Region Midtjylland har sagt ja til at støtte projektet med en halv million kroner. Pengene kommer fra den såkaldte Innovationspulje under Vækstforums fødevaresatsning. Puljen er rettet mod eksperimenterende samarbejdsprojekter, der udvikler innovative fødevareløsninger.

Bag projektet står konsulentfirmaet NyX og VIFU (Videncenter for Fødevareudvikling) i Holstebro sammen med seks fødevareproducenter, seks kommunale madserviceleverandører, Aalborg Universitet samt VIA University College.

Bestilling over nettet og SMS

Med "Ready to cook" skal de ældre eksempelvis kunne bestille rå kartofler i kogeposer, en formet hakkebøf, krydderiblandinger og lignende. Hvis de hellere vil have ris end kartofler til deres fiskeret, skal de kunne vælge dette. Samtidig skal de via internettet og sms have mulighed for selv at sammensætte deres menu, lige som de skal kunne bestille maden få dage, før den skal bruges.

Dette betyder bedre velfærd for borgerne og styrker deres muligheder for at være aktive, men det giver også nye forretningsområder og vækstmuligheder for virksomhederne, siger Dorte Storper, direktør i VIFU.

"Det koncept, der udvikles til de ældre, kan også bruges til andre målgrupper som travle børnefamilier, der ønsker at tilpasse måltidet efter børnenes ønsker, eller til singlehusholdninger. Det betyder et endnu større potentiale for de fødevarevirksomheder, der er med i projektet", siger hun.

Undervægtige ældre

Undersøgelser viser, at 27 procent af alle hjemmeboende ældre er småtspisende, og at halvdelen af dem, der indlægges fra eget hjem til hospital, er undervægtige. De kontante fordele er til at få øje på, hvis man i højere grad kunne sikre, at hjemmeboende ældre fik sund mad, og at de blev mere motiverede til at spise den.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078