23948sdkhjf

Bagland i oprør over færre helligdage

Dele af fagbevægelsens bagland mener, at planerne om at hæve lønmodtagernes arbejdstid er "helt ude i hampen".
Vreden og modviljen stiger i fagbevægelsens bagland, mens toppen i LO holder hulemøder med regeringen om at hæve lønmodtagernes arbejdstid, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.

Den øgede arbejdstid skal blandt andet sikres ved at afskaffe to helligdage - for eksempel store bededag - har det lydt i flere medier.

Men en lang række lokale og regionale fagforeninger siger fra over for en trepartsaftale, som vil betyde, at de skal arbejde mere. Deres medlemmer er arbejdsløse, og derfor giver fagtoppens projekt ikke mening, mener de.

Indtil nu er den interne kritik af trepartsforhandlingerne hovedsageligt kommet fra offentligt ansatte i forbundet FOA. Men landet over breder utilfredsheden sig i de andre store forbund.

- Vi har 160.000 arbejdsløse, og så siger man, at vi skal arbejde noget mere. Det er helt ude i hampen, siger Bjarne Sørensen, formand for Dansk Metal i Horsens.

På et møde i næste uge skal formændene fra LO's sektioner i Østjylland drøfte, hvordan de kan iværksætte demonstrationer og andre faglige aktiviteter. Målet er at råbe toppen op.

- Medlemmerne er dybt frustrerede over, at de kan læse i aviserne, at vi skal arbejde mere, samtidig med at vi har mange ledige HK'ere, siger fællesformand Viggo Thinggård, HK Østjylland.

Heller ikke fra politisk side er der stor opbakning til forslaget. I denne uge afviste hele oppositionen og regeringens støtteparti Enhedslisten ideen om at kvitte to helligdage.

Enhedslistens gruppeformand Per Clausen opfordrer fagbevægelsens bagland til at sige fra.

- Min opfordring er, at folk, der er medlem af en fagforening, spørger, hvad pokker meningen er, siger han til Jyllands-Posten.

LO har afvist forlydender om, at der allerede nu skulle være enighed om en aftale om færre helligdage. Formand Harald Børsting ønsker ikke at kommentere sagen.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062