Vi må ikke spare idealerne ihjel
Debatindlæg af Lone Møller, Spastikerforeningen, og Peder Stausholm, BPA-bruger og forretningsudvalgsmedlem i Spastikerforeningen.
Hjælperordningen er siden da blevet udbygget og forbedret (og kaldes i dag Borgerstyret Personlig Assistance (BPA)), så man i dag kan have hjælper døgnet rundt, året rundt.
Pointen med BPA-ordningen er, at den er personlig, at du som bruger selv ansætter dine egne hjælpere, og at de er der, når du har brug for dem – om nødvendigt døgnet rundt. Her er en ordning, som i den allerbedste forstand rummer den individualitet og fleksibilitet, som et menneske har brug for, hvis man – på trods af et stort fysisk handicap – skal kunne leve en tilværelse på lige fod med andre. BPA-ordningen er, for dem der bruger ordningen, nøglen til inklusion i uddannelse og på arbejdsmarkedet.
Nu oplever vi desværre, at kommune efter kommune afmonterer ordningen bid for bid: Antallet af bevilgede timer reduceres voldsomt. Hjælperen kan ikke lave mad, den kommer i stedet i plast og folie fra det kommunale storkøkken. Timerne gives i små klumper spredt ud over dagen, så sammenhængen og fleksibiliteten går fløjten. Nu skal du vente på, at hjælperen kommer, hvor du tidligere brugte hjælpere til at skabe et aktivt og udadvendt liv. Ja, nogle kommuner taler sågar om at fjerne nattehjælpen, så man skal flytte på institution for at få nattehjælp.
Ja, der skal spares. Det er vi helt med på. Men vi skal også overleve som samfund og mennesker. Derfor skal vi også holde fast i idealerne. Vi er simpelthen ikke så fattige, at vi ikke har råd til at behandle en lille gruppe i vores samfund med værdighed og respekt. Alt andet lige så er vi jo som samfund rigere i dag, end vi var i 1978, da ordningen blev skabt på forsøgsbasis.
Vi må ikke blindt gå på kompromis med idealerne og spare os til holdningsmæssig armod. Mangel på penge må ikke føre til mangel på visioner, vi skal også kunne se os selv i øjnene i morgen.