23948sdkhjf

Hjemmetræning i stedet for hjemmehjælp

Plejen i Syddjurs: Vil træne borgerne i at kunne klare sig selv i stedet for at blive afhængig af kommunens hjemmehjælp
Under titlen ’Syddjurs træner for en bedre fremtid’ vil Syddjurs hjemmepleje nu også tilbyde træning i selv at lave mad, gøre rent, vaske tøj og tage bad i stedet for hjemmehjælp.

Ideen med hjemmetræning er at træne og motivere borgeren til at klare sig selv i stedet for at blive afhængig af kommunens hjemmehjælp. Det kan være borgere, der efter et sygdomsforløb eller et hospitalsophold har brug for at træne bestemte funktioner eller aktiviteter for at kunne klare rengøring eller tage bad på egen hånd, oplyser kommunen.

Det kan også være ældre borgere, der søger hjemmehjælp første gang og borgere, der søger om ændringer i hjælpen. Hjemmetræning er træning i eksempelvis at tage tøj på, tage støttestrømper på, at lave mad, vaske tøj eller gøre rent og tage bad m.m.

Stort potentiale

“Projektet hjemmetræning har et stort potentiale. Det er positivt, at borgere bliver mere selvhjulpne i dagligdagens gøremål. Det giver øget livskvalitet. Derudover vil projektet indeholde et kompetenceudviklingsforløb for vores social- og sundhedshjælpere samt nye måder at gribe arbejdet an på, hvor ’hjælp til selvhjælp-tankegangen’ kommer i spil i indsatsen for borgerne," siger

formand for udvalget for sundhed, ældre- og socialområdet Ninna Thomsen (S).

Træningsforløbene tager fra to til 10 uger og er tilpasset individuelt til borgeren ud fra funktionsniveau. Hjælpen bevilliges i visitationsafdelingen, og der er tilknyttet terapeuter til projektet, som udfører hjemmetræning i samarbejde med social- og sundhedshjælpere. Når træningsforløbet afsluttes, vurderes det, i hvilket omfang kommunen skal levere hjælp i hjemmet fremadrettet.

Tilbuddet om hjemmetræning er organiseret under kommunens afdeling for Sundhed og omsorg og startede den 1. januar 2011. Hjemmetræning indgår som led i kommunens hjælp efter loven om social service til personer med nedsat funktionsevne.

Borgere, som er for svage til at modtage træning, vil fortsat modtage den hjemmehjælp, de er visiteret til.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062