23948sdkhjf

Thyra Frank formand for ny kommission på ældreområdet

Regeringen har udpeget Thyra Frank som formand for en ny kommission, der skal klarlægge, hvordan vi kan give ældre på plejehjem og i plejeboliger størst mulig livskvalitet og mulighed for selv at bestemme.
Thyra Frank, leder af plejehjemmet Lotte på Frederiksberg, skal stå i spidsen for regeringens nye kommission, som skal finde ud af, hvordan vi kan give de ældre på plejehjem og plejeboliger størst mulig livskvalitet og mulighed for selv at bestemme over eget liv. Kommissionen skal bl.a. undersøge, om der i dag eksisterer unødvendige regler, der virker som en barriere for en god hverdag for de ældre i plejeboliger og på plejehjem.

Socialminister Benedikte Kiær er glad for, at Thyra Frank har sagt ja til at blive formand for kommissionen:

"Det helt afgørende er, at vi respekterer ældres ret til selv at bestemme over eget liv. Thyra Frank har med sin baggrund en masse god erfaring, som vi kan trække på i den henseende. Med hende i spidsen for arbejdet vil der netop være fokus på den enkelte beboers behov. Det er vigtigt, at de ældre ikke sættes i kasser for at få dagligdagen på plejehjemmet til at glide lettest muligt. Vi skal i stedet sørge for, at det enkelte menneskes værdier og livsstil vægtes højt, så beboerne får de bedste muligheder for at have en aktiv og meningsfuld hverdag."

Thyra Frank selv ser frem til at få gang i arbejdet i kommissionen:

“For mig er et plejehjem beboernes eget hjem, hvor de har mulighed for selv at tilrettelægge dagligdagen. Hvis de vil sove længe, skal de selvfølgelig kunne det, og hvis de har lyst til at hygge sig og få en lille en, så skal der være plads til det. Jeg vil derfor arbejde for, at vi sikrer beboerne i plejehjem den størst mulige kvalitet i hverdagen, og at vi behandler den enkelte beboer som et selvstændigt individ med respekt, omsorg og tryghed," fastslår hun.

Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne besluttede med finanslovsaftalen for 2011 at nedsætte en kommission om livskvalitet og selvbestemmelse i plejeboliger og på plejehjem. Kommissionen skal afrapportere i efteråret 2011.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062