23948sdkhjf

Robotstøvsugere er uegnede til ældre

Aarhus Kommunes anbefaling til ældre om selv at købe en robotstøvsuger sker til trods for, at en videnskabelig undersøgelse, som kommunen selv var med til at lave for to år siden, konkluderede, at robotterne ikke er egnet til formålet. Det skriver JP.
Problemerne er, at de kan sætte sig fast og ikke kan håndtere løse tæpper. De når heller ikke ud i hjørner eller til fodlister og dørkarme, lød det bl.a. i undersøgelsen.

Chefkonsulent for velfærdsteknologi i Aarhus Kommune Birgit Mikkelsen hævder, at robotstøvsugerne er forbedret meget siden kommunens undersøgelse fra 2009.

»Det handler også om, hvordan man indretter rummet, så robotten bedst kan komme rundt,« siger hun til JP.

Budgetpartierne fra Aarhus Byråd - der står bag beslutningen om robotstøvsugning - er enige om, at støvsugning fra årsskiftet ikke længere skal være en del af den praktiske hjælp.

John Sørensen, der er støvsugerforhandler i Aarhus, siger til JP, at det er "noget sludder" at hævde, at robotstøvsugere er markant anderledes i dag end for to år siden. De er mere driftssikre i dag, og den nyeste model fra f.eks. Roomba fjerner 20 pct. mere snavs fra gulvet. Men i princippet virker modellerne på nøjagtigt samme måde i dag, siger han.

Robotstøvsugere kan være et udmærket supplement til rengøringen, men de kan ikke anvendes alene, siger han til avisen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078