23948sdkhjf

Vasketoiletter giver frihed

Servicestyrelsen, Center for Robotteknologi og tre kommuner afprøver i fællesskab teknologiske vasketoiletter, og succeshistorierne står i kø.
Mange ældre og handicappede bliver afhængige af hjælp til både toiletbesøg og andre dagligdags gøremål, fordi de ikke længere er i stand til at komme op af deres stol. Men det skal et projekt, som Servicestyrelsen gennemfører sammen med Center for Robotteknologi og bl.a. Roskilde Kommune nu lave om på.

Millioner til støtte

Med 5,6 mio. kroner i støtte fra Fonden for Anvendt Borgernær Teknologi er der blevet installeret i alt 90 vasketoiletter hos ældre og handicappede, der er afhængige af hjælp til toiletbesøg samt anden personlig pleje. Vasketoiletterne er installeret på de eksisterende toiletter og er blevet kombineret med en toiletstol med højdeindstilling og elektrisk kip af sædet. Derudover er der hos borgerne installeret løftemekanismer i forbindelse med hjemmets foretrukne siddeplads. Mekanismen støtter bevægelsen fra siddende til stående stilling og omvendt, så borgeren kan komme til og fra toilettet uden hjælp udefra.

Projektet blev igangsat sidste efterår, og allerede nu er der overordentlig positive erfaringer, fortæller Pia Schwerdtfeger, lokal projektleder om områdeleder i Roskilde Kommune:

"Det er så positivt. Vi har kun gode erfaringer. Der, hvor vores arbejde giver rigtig god mening for medarbejderne, er, når borgerne kan klare sig selv, og det har flere opnået med dette projekt."

En af solstrålehistorierne fra Roskilde handler om en mand, der havde ligget i koma på sygehuset i seks uger, før han kom til sig selv igen – og tilsyneladende ingenting kunne. Han fik besøg af hjemmeplejen mellem seks og otte gange i døgnet, og var således en af de rigtigt ressourcekrævende og svækkede borgere. Efter installationen af de velfærdsteknologiske løsninger fik han mod på at prøve sig frem selv, og i dag kan han nøjes med ét besøg i døgnet.

"Det er helt fantastisk at se, hvad projektet har gjort for ham. Han siger selv, at han har fået sin frihed tilbage, og vi kan mærke, at sådan en historie smitter af på medarbejderne. Det giver dem en arbejdsglæde og en stolthed, som jeg næsten ikke kan beskrive," siger områdelederen.

Forebygger infektioner

Pia Schwerdtfeger mener, at velfærdsteknologien på mange måder kan være med til at understøtte det meningsgivende i arbejdet for sosu-personalet. At give borgere mulighed for at forblive herre i eget liv længst muligt ved hjælp af de teknologiske muligheder er noget helt andet, mener områdelederen, end at pleje ud fra et standardsynspunkt om, at alderdommen er én lang ruchetur med kurs nedad.

"Medarbejderne føler, at de pludselig kan give borgerne nogle valgmuligheder. Teknologien giver os mulighed for at lade borgeren styre sit eget skib, mens vi andre i stedet bliver hjælpematroser. Det giver enormt meget mening i hverdagen, for der er jo ingen mennesker, der i bund og grund bryder sig om at være afhængige af andre menneskers hjælp til noget så intimt som toiletbesøg.

Derudover er Pia Schwerdtfegers forventning også, at de installerede vasketoiletter på sigt kan vise sig at have en forebyggende virkning på eksempelvis urinvejsinfektioner. Mange ældre og handicappede er i den situation, at de ikke kan komme på toilettet, når de mærker, at de skal. De er nødt til at vente, til en medarbejder dukker op for at hjælpe dem. Og det er ikke hensigtsmæssigt set fra et sundhedsmæssigt perspektiv.

Omvendt er der efter alt at dømme også en del svækkede borgere, der ikke beder om hjælp til toiletbesøgene, selv om de har svært ved at klare det selv på et hygiejnisk ansvarligt niveau. De finder det pinligt og grænseoverskridende, men resultatet er, at den situation også giver grobund for infektioner.

"Vi har ikke nogle egentlige målinger på den sundhedsmæssige effekt ved vasketoiletterne, men jeg har svært ved at forestille mig, at de ikke vil bedre hygiejnestandarden, hvis vi får lært borgerne at bruge dem rigtigt," siger hun.

Udviklingen indenfor velfærdsteknologi går rigtigt stærkt, og det skal den endelig blive ved med, mener områdelederen fra Roskilde. Det har krævet et nyt tankesæt for både hende selv og medarbejderne at få alle de positive ting ved projekt vasketoiletter frem i forreste række, erkender hun, men til gengæld står de nærmest i kø nu:

"I mange år har vi misforstået omsorgsbegrebet. Vi har kompenseret mere, end vi har støttet, men nu har vi fået vendt det om til stor glæde for alle. Vi har fået gang i dialogen omkring omsorgsbegrebet, og vi tænker meget mere bredt i dag."
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078