23948sdkhjf

Uvurderlig viden fra brugerne

Ved at inddrage brugerne får Cura Innovation uvurderlig viden om firmaets produkter
Eleverne på Egmont Højskolen fungerer lige nu som testpersoner og indberetter løbende deres resultater til Cura Innovation, der på den måde udvikler bedre produkter.

Allan Øgelund fra Cura Innovation får jævnligt sms- og mms-beskeder fra elever på Egmont Højskolen. Grunden er, at han for nylig har været på højskolen og sat et badeværelse op, som eleverne nu tester. Eleverne giver Allan Øgelund besked, så snart de har gode og dårlige oplevelser med badeværelset. Og derfor har han allerede fået flere gode inputs til produktudviklingen. Inputs, der ville være meget svære at få uden brugerinddragelse.

Cura Innovation udvikler hjælperedskaber til toiletrum og badeværelser, og firmaet når en værdifuld gruppe af brugere på Egmont Højskolen. Mens ældre handicappede nogle gange kan være tilbøjelige til at acceptere de hjælpemidler, der nu engang findes, er de yngre mere vant til at stille krav og se på, om produkterne er smarte.

“De ældre brugere har været vant til at nøjes, det vil de unge ikke. Det er mere naturligt for de unge at stille spørgsmål til ting og kræve noget," forklarer ejer af Cura Innovation, Allan Øgelund.

Derfor fik han også allerede de første ændringsforslag med hjem, da han viste eleverne billeder af det kommende badeværelse. Her kunne brugerne se problemer ved håndvasken og vandhanen, som Allan Øgelund derfor kunne ændre inden opsætningen af badeværelset.

Hans forventninger til samarbejdet er indtil videre indfriet, da de unge brugere bliver en aktiv del af udviklingsprocessen.

En lang testperiode

Kontakten til Egmont Højskolen blev skabt gennem Væksthus Midtjylland, hvorfra Allan Øgelund blev ledt videre til HandiVision projektet, som Egmont Højskolen er en del af.

Første skridt var at vise eleverne billeder af det kommende badeværelse, der efter nogle ændringer blev sat op på skolen. I de kommende måneder rapporterer eleverne så til Cura Innovation, når de har forslag til forbedringer. Og det lange testforløb er meget værd, siger Allan Øgelund:

“Jeg forventer mig meget af det her samarbejde. De unge giver mig virkeligt nogle guldkorn, som jeg ellers ikke ville kunne få. Her er jeg i kontakt med brugerne over en længere periode, og de er allerede kommet med nogle meget gode inputs."

Står det til Allan Øgelund bliver badeværelset derfor heller ikke det sidste produkt, han tester i samarbejde med Egmont Højskolens elever.

Cura arbejder på at skabe hjælperedskaber til toiletrum og badeværelser med en udformning, der gør, at brugere af rummet ikke bliver mindet om, at det er indrettet til handicappede.

Nærmere oplysning

Tlf. 20 96 61 99

Stand nr. C2-037

Fakta

Brugerdreven innovation:

HandiVision er et projekt, der eksperimenterer med og udvikler brugerdrevne innovationsmetoder inden for udvikling af hjælpemidler. Projektet er bygget op omkring fire deleksperimenter, hvor af det ene er i samarbejde med Egmont Højskolen.

Den Innovative Bruger:

På Egmont Højskolen findes et praktisk funderet kursustilbud kaldet Den Innovative Bruger for elever på skolen – personer med funktionsnedsættelse – og deres hjælpere. Som en integreret del af kurset tilbyder Egmont et udviklingslaboratorium, hvor brugerne kan udvikle prototyper i samarbejde med produktudviklere, designere og virksomheder.

HandiVision: www.handivision.dk Cura Innovation: www.curainnovation.dk

Egmont Højskolen: www.egmont-hs.dk
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063