23948sdkhjf

Topmoderne plejehjem i Aalborg

Kvantespring: I slutningen af 2012 vil fremtidens plejehjem spækket med trivsel og teknologi stå klar i Aalborg
Det bliver et kvantespring ind i en ny tid, som Aalborg Kommune i samarbejde med blandt andre Kuben Management og Innovation Lab tager, når spaden i løbet af næste år sættes i jorden til det, der er blevet døbt Fremtidens Plejehjem.

Målet er at opføre 70 nye plejehjemsboliger, der på alle leder og kanter lever op til de udfordringer, som fremtiden bringer.

"Vi skal være gearet til den topmoderne tid, vi lever i. Derfor skal rutiner erstattes af teknologi, så vi kan frigive ressourcer til at skabe en god og indholdsrig tilværelse for borgere og ansatte hver dag," siger rådmand for Ældre og Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune, Tina French Nielsen (V), om projektet.

Netop teknologi er drivkraften i designet af det plejehjem, som ikke kun skal sætte standarden for, hvordan ældre i Nordjylland vil komme til at bo i fremtiden, men ældre i hele landet. Tanken med byggeriet er nemlig at skabe en skabelon for udformningen, som også andre kommuner kan nyde godt af.

Og indretningen bliver ny og anderledes, garanterer rådmanden. Alle døre og vinduer skal kunne lukkes og åbnes elektronisk. På badeværelset vil en stor del af både rengøring og pleje blive overladt til teknologiske løsninger, og i det hele taget vil enhver tænkelig praktisk opgave, der i dag varetages af levende personale, blive overtaget af teknologiske løsninger med et klart mål: At frigøre personaleressourcer, så de i stedet bliver brugt på at skabe et hus med hjertevarme, høj etik og masser af tid til omsorg og nærvær.

Tid til trivsel

"Det er vigtigt for os at påpege, at vi ikke indfører teknologi for teknologiens skyld, men for at vi kan frigive tid til fokus på trivsel. Men vi gør det også, fordi vi ved, vi står overfor en udfordring i forhold til rekruttering," fortæller Tina French Nielsen.

I dag er der 4,5 erhvervsaktive i Aalborg Kommune for hver ældre medborger. Men i fremtiden falder det tal til tre, og om 30 år er der hele 50 procent flere ældre i kommunen end i dag. Det stiller krav til arbejdspladserne, erkender den politisk ansvarlige:

"Vi er nødt til at tænke fremtidsorienteret. For at tiltrække de unge, dynamiske og energiske mennesker, skal vi simpelthen have en topmoderne arbejdsplads med etik i højsædet," siger hun.

De 70 nye boliger i Aalborg bliver opført som almennyttige boliger i samarbejde med Nørresundby Boligselskab. Boligerne er planlagt til at blive 78 kvm. hvilket kræver en dispensation fra de normale byggeregulativer, der foreskriver, at 75 kvm. er maksimal størrelse for boliger til bevægelseshæmmede, enlige borgere. De ekstra kvadratmetre skal bruges til tykkere vægge og andre installationer, som sikrer, at byggeriet ikke kun er teknologisk fremtidssikret men også grønt og miljøvenligt i opførelsen. 10 af boligerne bliver reserveret til yngre demente med de særlige foranstaltninger, sådan en indretning kræver.

Restaurant for alle

Dispensationen er ikke det eneste punkt, der afviger fra vanetænkningen på området. Også bespisningen bliver anderledes. Her planlægger styregruppen at etablere en restaurant, der efterfølgende godkendes som leverandør af madservice til plejehjemmet. Herefter er det op til beboeren selv at bestemme, om maden skal indtages i restaurantens lokaliteter, i plejehjemmets fælleslokaler eller i egen bolig. Restauranten skal også kunne bruges af udefra kommende gæster.

Derudover vil alle plejeboligerne blive udstyret med vaske- og tørrefaciliteter, så beboerne selv så vidt muligt kan tage del i de daglige gøremål.

"Vi vil fremme og understøtte beboernes trivsel, hvad angår selvhjulpethed, egenindflydelse, aktivitetsniveau og livskvalitet. Fremtidens plejehjem skal være et "Living Lab", hvor vi afprøver teknologier og levevis men uden at gå på kompromis med etik og kvalitet.

Plejehjemmet skal udnytte moderne teknologier til at fremme trivslen for beboerne og sikre, at også de ansatte oplever trivsel og jobtilfredshed."
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11