23948sdkhjf

Ny formand for Udbudsrådet

Af Nicolaj Holm

Portræt: Regeringens nye formand for Udbudsrådet – Jørgen Lindegaard – er en erfaren herre, der har et indgående kendskab til samspillet mellem den private og den offentlige sektor

Den 62-årige Jørgen Lindegaard, der i oktober blev udnævnt til formand for Udbudsrådet, har igennem sin hidtidige erhvervskarriere arbejdet tæt sammen med den offentlige sektor, senest som koncernchef for ISS. En stilling som han blev afskediget fra i foråret.

Før Jørgen Lindegaard satte sig i direktørstolen ved ISS, havde han fem år som koncernchef for SAS, hvor han begyndte i 2001. Før den tid var han koncernchef for GN Store Nord, hvor han kom til i 1995.

Fra offentlig til privat

Selvom Jørgen Lindegaard har bestredet en række topposter i det private erhvervsliv, så begyndte han tilbage i 1975 sin arbejdskarriere i det offentlige – i telebranchen.

I telebranchen gik vejen fra Philips Telekommunikation og Fyns Telefon til det københavnske teleselskab KTAS, hvor Lindegaard i 1991 blev adm. direktør.

KTAS indgik i 1992 sammen med Jydsk Telefon, Fyns Telefon og Tele Sønderjylland i det delvist statsejede Tele Danmark A/S, der senere blev helt privatiseret og skiftede navn til det nuværende TDC.

Jørgen Lindegaard forlod Tele Danmark A/S før markedet for fastnettelefoni blev liberaliseret i 1996, og Tele Danmark A/S mistede sin eneret på dette marked. Til gengæld fortsatte Lindegaard i det private erhvervsliv.

Fyret – men kom i bestyrelsen

Den 31. marts i år var Jørgen Lindegaards sidste arbejdsdag som koncernchef for ISS. Han havde ikke selv sagt op, men stoppede, fordi selskabets bestyrelse mente, at en ny ledelse skulle køres i stilling for at gøre klar til at få selskabet på fondsbørsen.

Jørgen Lindegaard forlod ikke ISS – han blev tilbudt en bestyrelsespost som bytte for chefstolen. Og Lindegaard sidder stadig i bestyrelsen for ISS. Ligesom han sidder i bestyrelsen for IT Universitetet og AVT Business School.

Lindegaard har tidligere været viceformand for Dansk Industri.

En spændende post

Den nye formand for Udbudsrådet får en central rolle, hvor han skal fremme konkurrencen om offentlige opgaver og sikre bedre og mere effektive metoder til at løse opgaverne. Det er en rolle, som Lindegaard ser frem til.

"Det er en spændende post, jeg overtager. De stramme offentlige budgetter skærper behovet for, at de offentlige opgaver løses bedst og billigst.

Der er allerede sket meget, men det er vigtigt, at vi fortsætter bestræbelserne på at skabe mere konkurrence i løsningen af de offentlige opgaver. Jeg er ikke i tvivl om, at der er et stort potentiale, som vi skal forsøge at høste til gavn for alle parter," siger Jørgen Lindegaard.

Hvad er Udbudsrådet?

Rådet består af en formand og 13 medlemmer. Rådet skal besidde et alsidigt kendskab til konkurrenceforhold og udbud i det offentlige.

Fem af Udbudsrådets medlemmer er udnævnt af regeringen, mens to er indstillet af KL og én af Danske Regioner. Herudover indstiller Dansk Industri, Danske Erhverv, Håndværksrådet, Dansk Byggeri, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Landbrugsrådet hver et medlem.

Udbudsrådets opgave er at fremme konkurrencen i den offentlige sektor.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079