23948sdkhjf

Madeksperimentarium får til huse i Roskilde

Sund madkultur: Madhuset skal føre de gode principper i Ny Nordisk Mad ud i samfundet generelt og gøre det til et internationalt brand for landets fødevarekultur
Det bliver et konsortium i Roskilde og Hirtshals, med Uddannelsescenteret Roskilde (tidligere Slagteriskolen) som omdrejningspunkt, der skal stå bag det kommende danske madhus MadX. Madhuset skal føre de gode principper i Ny Nordisk Mad ud i uddannelserne, i industrien, i mad til mange og i samfundet generelt - fra skolebørn til pensionister - og gøre det til et internationalt brand for landets fødevarekultur.

“Konsortiet har præsenteret et meget flot og visionært projekt, og det kvitterer Fødevareministeriet nu for. Jeg er meget glad på både byens og byrådets vegne. Konsortiet og især slagteriskolen har gjort et fantastisk flot stykke arbejde, og de har argumenteret overbevisende for sagen. Vi får nu et stærkt kraftcenter til kommunen, og jeg er meget spændt på at se de mange gode ideer realiseret i et samarbejde mellem forsknings- og uddannelsesinstitutionerne og med dyrskuet og festivalen," siger borgmester i Roskilde, Poul Lindor Nielsen.

Landsdækkende

Det nye MadX bliver landsdækkende, udadvendt og formidlende, og det skal arbejde tværfagligt med fødevareudviklingen. Med i konsortiet er bl.a. unikke danske institutioner med fødevareudvikling på internationalt niveau - for kødprodukter Slagteriernes Forskningsinstitut i Roskilde, og for fiskeprodukter Forskerparken samt Center for Fiskeri og Miljøteknologi i Hirtshals. Endvidere deltager Ålborg Universitet, Danmarks Tekniske Universitets fødevareinstitut, Fiskens Hus Danmark og Slagteriskolen UCR i Roskilde.

Konsortiet har endvidere indgået et samarbejde med dagligvarevirksomheden FDB. FDB har 1,8 mio. medlemmer og udgiver magasinet Samvirke, som rangerer blandt de mest troværdige medier i landet. FDB’s overskud investeres bl.a. i en årlig uddeling af penge til projekter, der fremmer en sund madkultur.

Brugerorienteringen sikres også gennem to særlige muligheder for at formidle og teste den gode madkultur. Det er de årlige begivenheder Roskilde Festival og Roskilde Dyrskue, der serverer over seks millioner måltider mad hvert år. Endvidere er Slagteriskolen UCR i gang med at bygge et oplevelsescenter for tilblivelsen af fødevarer - fra jord til bord. Det bliver en exceptionel kobling af uddannelse på Slagteriskolen og glasgange, der giver besøgende mulighed for at følge processen fra jord til bord, på sikker og steril afstand.

MadX vil i første omgang få til huse i en eksisterende bygning i sydbyen, tæt på UCR, mens der opføres et nyt hus i området.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095