23948sdkhjf

FOA rystet over overvågning af hjemmeplejen i Gribskov

Big brother: Gribskov anvender GPS-udstyr til at følge kommunens hjemmeplejebiler. FOA rejser nu sagen principielt over for KL
FOA er faret i flint over afsløringer af, at Gribskov Kommune overvåger de ansatte.

“Jeg har ikke indtil nu haft fantasi til at forestille mig, at kommuner ville kunne finde på at overvåge for f.eks. kommunalt ansattes kørsel i arbejdstiden," siger FOA’s formand, Dennis Kristensen til Avisen.dk.

“Kommunen har meddelt, at den ønsker at anvende den nye teknologi for at få hjælp frem hurtigst muligt til de ældre, der har akut brug for hjælp. Men hvis det virkeligt er rigtigt, at Gribskov kommune også anvender teknologien som overvågningsudstyr i hjemmeplejebilerne uden at orientere de ansatte om det, så er det intet mindre end chokerende. Samtidig er det i givet fald også en overtrædelse af den aftale om kontrolforanstaltninger, som vi indgik med KL for blot et par år siden," fortsætter Dennis Kristensen.

I følge FOAs tillidsrepræsentant i Gribskovs hjemmepleje er medarbejderne blevet orienteret om installationen af GPS-udstyret. Men de ansatte har imidlertid kun fået oplyst, at udstyret skulle sikre hurtig hjælp til ældre. Kommunen har ikke oplyst, at man også vil bruge udstyret til at kontrollere de ansattes færden i arbejdstiden.

“Jeg er dybt chokeret og overrasket. Vi lever jo nærmest i et overvågningssamfund," lyder det fra formanden for den lokale FOA-afdeling, Lene Lindberg, som vil rejse sagen overfor Gribskov kommune.

Vil ikke overvåge

Formand for social- og sundhedsudvalget i Gribskov Kommune, Pia Foght (S), fastslår, at GPS-tracking i bilen skal hjælpe hjemmehjælpere med at finde vej - ikke overvåge dem. Pia Foght er meget ked af, at medarbejdere føler sig overvåget af kommunen, der tilsyneladende følger med i, hvor stærkt de ansatte kører, og hvornår de holder stille.

“Jeg vil som politiker aldrig gå med til at overvåge medarbejdere. Jeg er rigtig, rigtig ked af, at medarbejderne oplever det sådan. GPS’erne er kun til for at hjælpe de ansatte med ruteplanlægning, fordi de skal dække et enormt stort areal,“ siger Pia Foght.

De 60 hjemmehjælpere i Gribskov Kommune kører 450.000 kilometer om året. Derfor er der store gevinster at hente, hvis de kører den korteste vej fra borger til borger.

Andre kommuner

Ifølge Avisen.dk har også andre kommuner købt GPS-udstyr hos den samme leverandør, som Gribskov har anvendt. På den baggrund vil FOA også rejse sagen principielt overfor KL.

“Vi har brug for hurtigst muligt at få klarlagt, om andre kommuner anvender denne form for overvågning uden at have orienteret de ansatte tilstrækkeligt grundigt om formålet," siger Dennis Kristensen.

“Kommunalt ansatte skal naturligvis vide præcist, hvilke kontrolforanstaltninger deres arbejdsgiver anvender. Den kommunale sektor skal ganske enkelt ikke have lov til at lege Big Brother bag om ryggen på de ansatte," mener Dennis Kristensen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109