23948sdkhjf

Rapport: Færre ældre indlægges

Der er på landsplan sket et fald i andelen af forebyggelige indlæggelser af ældre, viser den nye rapport Indblik i sundhedsvæsenets resultater.
Kortere ventelister, stigende produktivitet og færre forebyggelige indlæggelser af ældre.

En ny rapport skal synliggøre sundhedsvæsenets resultater. Der er målt på godt 40 forskellige indikatorer, som overordnet har fokus på folkesundhed, patientinddragelse samt effektivitet og udgifter.

Kommunerne spiller i dag og i de kommende år en nøglerolle i sundhedsvæsenet, i takt med at flere skal plejes og behandles uden for sygehusene. I KL noterer man sig f.eks., at der på landsplan er sket et fald i andelen af forebyggelige indlæggelser af ældre – dvs. sygehusindlæggelser, som f.eks. skyldes dehydrering og kunne have været undgået. Det er ellers et problem, som sundhedsvæsnet har haft svært ved at løse, men nu tyder det på, at kurven er knækket. Hvor der i 2013 var 65 indlæggelser pr. 1.000 ældre over 65 år, var tallet i 2014 faldet til 62.

- Det er meget positivt, at vi nu ser resultatet af flere års målrettet indsats og oprustning i kommunerne. Det har vi god grund til at være stolte af. Men vi må ikke hvile på laurbærrene. Et stærkt borgernært sundhedsvæsen med et tæt samarbejde mellem almen praksis og kommunerne i for eksempel sundhedshuse, om akutpladser og i akutteams, bliver endnu vigtigere i takt med specialiseringen. Det er en fornuftig udvikling, hvor vi i kommunerne er klar til at løfte vores del af opgaven – i samarbejde med staten og regionerne, siger Martin Damm, KL's formand.

Kortere ventetider

Ventetiderne på sygehusoperationer er faldet fra 51 dage i 2013 til 49 dage i 2014. Også inden for sygehuspsykiatrien kommer patienterne hurtigere til. Særlig markant er faldet i børne- og ungdomspsykiatrien, hvor der på landsplan er sket et fald på 15 dage på et år, så den gennemsnitlige ventetid i 2014 var 30 dage.

- På sygehusene og i psykiatrien er der skruet op for aktiviteten, og det kan vi især takke en stor gruppe meget dedikerede medarbejdere for. I regionerne har vi skærpet det politiske fokus på sundhedsvæsenets effektivitet, og det har båret frugt. Nu skal vi sikre, at patienterne får endnu mere ud af deres behandling, og derfor har vi netop lanceret planen 'Borgernes sundhedsvæsen', som skal sikre bedre behandlingsforløb skræddersyet til patienterne, siger formand for Danske Regioner Bent Hansen.

Store forskelle på landsplan

Rapporten viser også, at der på tværs af de enkelte regioner og kommuner fortsat er store forskelle i de resultater, man opnår. Og det kan være et problem, erkender sundhedsminister Nick Hækkerup:

- Vi kan se, at der fortsat er for store – og på nogle områder også uforklarlige – forskelle på regionernes og kommunernes resultater, og det kan vi selvfølgelig ikke være tilfredse med. Det skal være sådan i Danmark, at alle får den behandling, de har behov for, uanset om de bor i Holstebro eller Holte,, siger sundhedsminister Nick Hækkerup.

Han mener, at regioner og kommuner skal bruge rapporten konstruktivt i arbejdet fremover:

- Ved at synliggøre resultaterne og de forskelle, der er på tværs af landet, bliver det tydeligt, hvor de enkelte regioner og kommuner kan hente inspiration til at forbedre deres indsatser, så alle borgere og patienter får den pleje og behandling, som de skal have, siger Nick Hækkerup.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094