23948sdkhjf

Jimco har ramt guldåren i kampen mod den grimme lugt

Langelandsk industrivirksomhed, der også arbejder for god hygiejne på sygehuse, bekæmper snavs og hørm i 25 lande.
Der er mere end almindeligt travlt hos Rudkøbing-virksomheden Jimco, der udvikler og producerer miljøvenlige luft- og vandrensningsanlæg til ikke mindst plejesektoren og fødevareindustrien. I de seneste seks måneder har Jimco registreret en stigning i omsætningen på over 300 procent i forhold til samme periode et år tilbage. Den positive udvikling skyldes især stærkt stigende efterspørgsel fra udlandet.

– I øjeblikket eksporterer vi vores anlæg til 25 lande i hele verden, og vi oplever en konstant efterspørgsel fra nye markeder. For tiden indgår vi aftaler med forhandlere i nye lande hver tredje til fjerde uge, og det ser virkelig ud til, at vi har ramt guldåren. Vi kan mærke, at der er en stigende miljøbevidsthed verden over, og vi oplever en markant stigende efterspørgsel på vores anlæg, siger Jimmy Larsen, der er virksomhedens grundlægger og administrerende direktør.

Det særlige ved Jimcos luft- og vandrensningsanlæg er, at de modsat andre systemer ikke benytter kemikalier. I stedet bruger anlæggene naturens værktøjer som ultraviolet lys og organisk forbrænding til at sterilisere forurenet luft. Anlæggene installeres for blandt andet at reducere lugtgener og brandfare samt til at forbedre hygiejnen.

Yderligere fokus på udlandet

Jimco har forhandlere i alle de lande, virksomheden eksporterer til, og for nyligt inviterede den langelandske virksomhed samtlige forhandlere til kongres på virksomhedens hovedsæde i Rudkøbing. Målet for forhandlerkongressen var at fremme grundlaget for yderligere eksport gennem nyhedsformidling, videndeling og erfaringsudveksling mellem de enkelte markeder.

– Kongressen gik rigtig godt og åbnede op for mange nye samarbejder med og mellem vores forhandlere. De fik mere viden om, hvordan vi kan skubbe dem og deres lokale samarbejdspartnere i den rigtige retning forretningsmæssigt, og det kommer selvsagt til at give vores eksport et yderligere boost, beretter Jimmy Larsen.

Travlheden har betydet, at Jimco også har oplevet en støt stigning i antallet af medarbejdere. Senest ved ansættelsen af en general manager, der ikke mindst skal stå i spidsen for den fortsatte udbygning af forhandlernetværket i udlandet.

Jimco A/S
Jimco A/S har siden 1993 udviklet og produceret luft- og vandrensningsanlæg baseret på virksomhedens patenterede UV-C-teknologi, der ved hjælp af ultraviolet lys sikrer effektiv desinfektion. Teknologien, der er præmieret med EU’s miljøpris, benyttes blandt andet af sygehuse, storkøkkener og industrivirksomheder.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.344