23948sdkhjf

Hjemmesider om transport er ikke tilgængelige for handicappede

Manglende udnyttelse af digitale muligheder er med til at gøre det vanskeligt for mennesker med handicap at bruge offentlig transport.
Det Centrale Handicapråd har analyseret muligheden for, at passagerer med handicap kan bruge transportselskabernes hjemmesider og apps til at planlægge deres rejse.

Analysen viser, at en stor gruppe med handicap ikke kan bruge de digitale løsninger, fordi de ikke følger de officielle standarder, der gør det muligt for blandt andre blinde, ordblinde og bevægelseshæmmede at bruge hjemmesider og apps.

Eller også kan man simpelthen ikke finde den nødvendige information, når man har særlige behov i forbindelse med rejsen.

Kørestolsbrugere skal for eksempel kende højdeforskellen mellem tog og perron på forhånd, og er man blind, er det ekstra vigtigt på forhånd at vide præcis hvordan man kommer fra tog til bus.

- Mennesker med handicap vil gerne rejse og færdes i samfundet på lige fod med andre. Selvfølgelig finder folk ud af det på andre måder, men det bedste er, hvis så mange som muligt kan bruge de fælles løsninger. Det giver de bedste muligheder for den enkelte, og det kan også bedst betale sig for samfundet, siger Tue Byskov Bøtkjær, formand for Det Centrale Handicapråd.

Dårlige hjemmesider – gode apps
Generelt er tilgængeligheden til transportselskabernes hjemmesider dårlig, viser DCH’s undersøgelse. Den dårlige tilgængelighed betyder, at hjemmesiderne kan være svære eller umulige at bruge for mange mennesker med handicap.
De fleste vurderede apps er derimod godt tilgængelige. Her sikrer de underliggende styresystemer, iOS og Android nemlig, at alle apps som udgangspunkt kan bruges med indbyggede tilgængelighedsløsninger.
DCH har også kigget på muligheden for at få information, hvis man har særlige behov, når man skal rejse. Her er der stor forskel på, hvor gode trafikoperatørerne er til at huske deres kunder med handicap på deres hjemmesider. Flyselskaberne klarer sig bedst med generel information for mennesker med handicap, information om varsler og priser, hvis man har særlige behov og mulighed for at kontakte selskabet på en anden måde, hvis man har behov for det.
Togoperatørerne ligger i midten og de regionale trafikselskaber ligger i bund.
I analysen har man kigget på hjemmesider hos DSB, Rejsekortet, Arriva, de regionale trafikselskaber, SAS og Norwegian.
Apps: DSB, Mobilbilletter, Rejseplanen, 4 x 48, 4 x 35 og taxi appen 2-tap Taxi, hvor man kan bestille en taxi overalt i Danmark. (Denne app er udviklet specielt i forhold til mennesker med synshandicap.)

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079