23948sdkhjf

SOSU'er og smede brainstormer på ny velfærdsteknologi

Innovative hjerner smelter sammen, når 200 studerende fra Tech College Aalborg og SOSU Nord mødes i denne uge i Aalborg for at udvikle fremtidens hjælpemidler
SOSU Nord og Tech College Aalborg afholder i denne uge - 16.-18. september - innovationskonkurrencen "nKNOWation" - velfærdsteknologiske udfordringer.
Flere end 200 studerende fra en lang række studieretninger konkurrerer om at få den bedste idé.

Her skal de studerende udvikle evnen til at tænke innovativt og samarbejde på tværs af uddannelser og institutioner, fortæller direktør for SOSU Nord, Anja Jørgensen.

"At sætte elever med teknisk baggrund sammen med elever med en social- og sundhedsmæssig baggrund danner et stærkt vidensfelt med grobund for gode ideer og værdifulde samarbejdskonstellationer. Vi ved fra de tidligere år, at deltagerne får rigtigt meget ud af at samarbejde med studerende fra andre studier, både fagligt og socialt."

De studerende opdeles i grupper på tværs af studieretninger, og undervejs får deltagerne indspark af spændende personer med faglig eller personlig indsigt i emnet. Bl.a. deltager racerkører Jason Watt, der mistede sin førlighed i en ulykke.

Også rådmand Thomas Krarup lægger vejen forbi for at se, hvordan de studerende arbejder med de udfordringer, som venter dem på den anden side af studiet.

"Vi håber selvfølgelig, at kimen bliver lagt til nogle rigtig gode forretningsidéer, der kan være med til at øge livskvaliteten for fremtidens borgere," siger direktør for Tech College Aalborg, Michael Johansson.

Ved de tidligere afholdelser af nKNOWation er der kommet mange spændende idéer frem, f.eks. en elevationshylde, et impulsarmbånd til hørehæmmede og sidste års vinder-idé, et omsorgsur med funktioner som GPS, pulsmåler, temperaturmåler mm.

nKNOWation:
• Det er tredje gang, der afholdes nKNOWation i Aalborg. De seneste to år har Tech College været vært for arrangementet, som i år finder sted i de nybyggede lokaler hos SOSU Nord, På sporet
• Tech College deltager med elever fra følgende uddannelser: smed, teknisk design, media, industritekniker, data
• SOSU Nord deltager med elever fra følgende uddannelser: Social- og sundhedsassistent samt pædagogisk assistent

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083