23948sdkhjf

Grønt lys til 82 plejeboliger i Rødovre

Lokalplan baner vej for nedrivning af gammelt plejehjem og opførelse af nybyggeri.
Rødovre Kommune vil nedrive plejehjemmet Ørbygårds eksisterende bygninger og erstatte dem med 2 nye sammenhængende bygninger i henholdsvis 2 og 3 etager. En ny lokalplan, der baner vejen for projektet, er nu vedtaget, skriver Byens Ejendom, nyhedsmedie for Videnscenter for Byudvikling.

Det nye Plejehjem Ørbygård vil indeholde 82 plejeboliger med tilhørende servicearealer, hvoraf 64 er 1-rums boliger og 18 er 2-rums boliger. Plejeboligerne grupperes omkring et fælles opholdsrum, hvorfra der er adgang til terrasse eller altan.

I tilknytning til de nye plejeboliger anlægges et nyt haveanlæg for beboerne. I forbindelse med fornyelsen af Plejehjemmet Ørbygård er det ønsket at skabe en ny forplads ud til Roskildevej. Den nye forplads skal skabe sammenhæng mellem det nye plejehjem og Roskildevej således, at der skabes en ny og mere attraktiv ankomstplads.

Den nye plads er en del af en samlet vitalisering og fornyelse af Roskildevej og udformes som et lokalt åndehul med beplantning samt opholds- og legemuligheder. Pladsen indeholder endvidere en mindre andel af parkeringen til Ørbygård samt et afsætningsareal i tilknytning til plejehjemmets hovedindgang.

Det nye byggeri opføres i energiklasse 2015, og der etableres solceller på det sydvendte tag på de nye plejeboliger. Herudover vil højbede og permeable belægninger bidrage til, at en del af regnvandet kan nedsives på egen grund.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11