23948sdkhjf

Ministerens initiativ er uhyre vigtigt

At gøre Danmark til et mere demensvenligt samfund kræver indsats på alle niveauer, skriver Lone Vasegaard.
Det er et meget spændende og relevant initiativ, sundheds- og ældreminister Sophie Løhde, har taget i forhold til at sætte gang i arbejdet med en ny national handlingsplan for demens. At man fra regeringens side ønsker at sætte sig i spidsen for, at gøre Danmark til et mere demensvenligt samfund, hilser vi fra DemensKoordinatorerne i DanmarK ( DKDK ) sædeles velkommen, og vi indgår gerne i arbejdet.

At gøre Danmark til et mere demensvenligt samfund, kræver indsats på alle niveauer så udmeldingen om ,at ministeren tager initiativ til dette arbejde, er uhyre vigtig.
Der er behov for at se på både den tidlige fase, fra en mistanke om, at en demenssygdom er under udvikling - og de senere faser med de behov, der her er for kvalificeret hjælp og pleje i dagligdagen.
Efterhånden som sygdommen udvikler sig ændres behovet for hjælp og støtte – både i forhold til den person, der har en demensdiagnose, men også i forhold til en evt. ægtefælle og familien i øvrigt.
Indsatsen i forhold til tidlig udredning bør styrkes, og i takt hermed, er der behov for yderligere oplysning om demenssygdomme og hvilke symptomer, man bør reagere på. Mange forbinder demens med dårlig hukommelse, hvilket også er korrekt i nogle tilfælde, men der er en række andre symptomer, som også kan give mistanke om, at en demenssygdom er under udvikling.
I mange kommuner tages der initiativer af forskellig art, og seks kommuner går nu sammen om at skabe Danmarks første demensvenlige byer. Der er mange tanker om, hvordan det kan gøres nemmere for mennesker med demens at fungere i dagligdagen.

Helt konkret har Odense kommune indgået samarbejde med OK-fonden om at opføre Danmarks første demenslandsby, inspireret af De Hogeweyk i Holland. Andre byer – herunder Svendborg har også planer om at bygge en form for demenslandsby.

Som følge af ADEX-projektet, hvor mennesker med Alzheimers sygdom har trænet fysisk, har de involverede udredningsenheder fortsat samarbejdet vedrørende harmonisering af diagnosekriterier samt test og skalaer, der indgår i udredningen.

Støtte – og kontaktcenteret på Kallerupvej i Odense, har man i samarbejde med journalisten Steen Kabel udarbejdet en håndbog til yngre familier, der skal til at leve livet med en demenssygdom.
Velux Fonden har støttet projektet, som både indeholder bogen ”Demens forandrer livet”, en DVD med 4 små film, hvor 4 par fortæller om, hvordan demenssygdomme har påvirket deres liv og en app, der henvender sig til de unge på 15 – 30 år, der har pårørende, som er ramt af demens.
Tanken er, at bogen skal udleveres til alle yngre, som får stillet en demensdiagnose og kan så bruges som opslagsbog, efterhånden som udfordringer af forskellig art viser sig. Målet med håndbogen er, at en familie, hvor en lider af en demenssygdom får snakket sammen om, hvordan hverdagen kan indrettes, så alle i familien kan få det bedst mulige liv.
Det er helt unikt, at budskabet kommer fra mennesker, der har en demenssygdom og deres nærmeste pårørende.

I forhold til børn og unge, som har en forælder med en demenssygdom søsætter Alzheimerforeningen et projekt, som har til formål at hjælpe og støtte de unge gennem deltagelsen i et gruppeforløb, ledet af to faglige rådgivere med uddannelse indenfor demens og gruppeforløb. Der oprettes grupper i Odense og København.

Der er således mange initiativer for at bedre indsatsen i forhold til mennesker med demens og deres pårørende, men der er også mange områder at arbejde videre med – ting der kan forbedres og nye tanker, der skal tænkes.

Aktuelt forhandler politikerne rundt i landets kommuner, det kommende års budget, og jeg håber de har fokus på de ofte meget komplekse problemstillinger, der er på demensområdet.
Mennesker med en demenssygdom og deres pårørende, skal mødes med en høj faglig ekspertise, således at de får den nødvendige hjælp og støtte til at leve et aktivt og værdigt liv.
Når behovet for mere pleje melder sig, er det af afgørende betydning, at der er veluddannede og engagerede medarbejdere, som står parate til også at løse disse opgaver.

Demenskoordinatorerne i landets 98 kommuner er med til at pege på behov, med til at igangsætte projekter og med til at videreuddanne medarbejderne.
Derfor har de en viden, som skal i spil i ministerens nye initiativ og i de kommunale planer.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11