23948sdkhjf

Ny chef sender velfærdskomet ud i verden

Teknologiplatformen Sekoia er i fuld gang med at forvandle dansk iværksættersucces til internationalt væksteventyr. Men nye udfordringer kræver nye kompetencer.
Tech-iværksætter og tidligere international salgschef i IBX, Mads Fischer Rasmussen, har sat sig i direktørstolen i Sekoia, som siden 2011 har man her opnået stor succes med sit digitale værktøj målrettet ældre- og specialplejen.
Dermed afløser han medstifter Ole Langvad Wessby, der bliver i virksomheden som chef for forretningsudvikling.

”Sekoia er inde i en fantastisk udvikling, hvor næste skridt er at udfolde den internationalisering, vi har indledt det seneste år. Derfor har vi evalueret på de kompetencer, det kræver, og sat et hold, der modsvarer de kommende udfordringer,” siger Ole Langvad Wessby. Han beskriver direktørskiftet som en helt naturlig udvikling i virksomhedens rejse.

Et synspunkt, han deler med tidligere Just-Eat direktør Klaus Nyengaard, der er formand for Sekoias bestyrelse.

”Det eneste vi har diskuteret i forhold til skiftet er, hvornår det skulle gennemføres, men vi har brugt lang tid på at finde den rigtige kandidat. Det har vi fundet i Mads, der nu skal stå i spidsen for at sælge et velafprøvet produkt i nogle markeder, hvor kunderne i princippet er de samme, men hvor plejesektoren i langt højere grad er privat funderet,” siger Klaus Nyengaard.

Stockholm og London
Sekoia er på fire år gået fra at være en dansk iværksættervirksomhed med en vision om at gøre en forskel, til at være en bredt funderet teknologivirksomhed med hovedkontor i Aarhus og kontorer i både London og Stockholm. Nu gælder det de umiddelbare nærmarkeder, og det passer den nye direktør perfekt.

”Vi er her for at blive førende på verdensplan i vores kategori, cloud- og databaseret pleje-IT. I første omgang ved at servicere vores nuværende kunder og ellers fortsætte ud i Norden og Europa, hvor Sekoia allerede har indledt ekspansionen. Derefter gælder det resten af verden,” siger Mads Fischer Rasmussen, der har mange års leder- og salgserfaring fra netop cloud-baserede løsninger.

”Det er en forretningsmodel, jeg kender rigtigt godt, og samtidigt en udfordring i forhold til internationalisering, som jeg har førstehåndskendskab til. I Sekoia får jeg mulighed for – sammen med et utroligt dedikeret team – at kombinere det med en vision om at gøre en forskel for nogle mennesker, der har et klart behov,” siger Mads Fischer Rasmussen.

Fakta
Sekoia er grundlagt i Aarhus i 2011 som digitalt værktøj til pleje- og omsorgsområdet. Løsningen er implementeret på flere end 50 institutioner og plejecentre i 11 danske kommuner. De første svenske og engelske kunder er på vej, og i løbet af 2016 forventes en større kundetilgang. Sekoia giver overblik i hverdagen, letter arbejdsgange og sikrer en pleje, der tager udgangspunkt i den enkelte borger.
Månedligt understøtter Sekoia over 1 mio. plejeopgaver hos sine kunder.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094