23948sdkhjf

Unge arbejder innovativt - på tværs af fag

90 studerende fra SOSU Nord, UCN, Tech College Aalborg og Aalborg Universitet samledes forleden under overskriften 'Welfare for Future' med det mål at udvikle løsninger på fremtidens sundhedsudfordringer.
Ud fra fremtidsscenarier defineret af Institut for Fremtidsforskning samledes studerende fra SOSU Nord, UCN, Tech College Aalborg og Aalborg Universitet. Her arbejdede de med at finde både praktiske og teoretiske løsninger på fremtidens udfordringer og etiske dilemmaer.

"Vi samarbejder meget uddannelsesinstitutionerne imellem ud fra en fælles forståelse af, at de studerende fra forskellige faglige baggrunde kan give hinanden rigtig meget. Men ud over læringsaspektet er der også et reelt udviklingsarbejde i det, de studerende kommer frem med. Det er tredje gang, vi gennemfører innovationsdagen, og der er eksempler på, at de idéer, som arbejdet resulterer i, bliver videreudviklet efterfølgende," sagde direktør for SOSU Nord, Anja Jørgensen.

Hun stod også fornylig bag nKNOWation; en konkurrence, hvor bl.a. smede og SOSU'er deltog i udviklingen af fremtidens velfærdsteknologi, som Magasinet Pleje tidligere har omtalt.

På dagen blev der præsenteret mange forskelligartede idéer – dog kredsede mange af idéerne om udvikling af måleinstrumenter til brug i hjemmet, som kan måle flere forskellige vigtige værdier som blodsukker, vitaminer og mineraler i kroppen og give anbefalinger til, hvad brugeren kan gøre for at forbedre sin helbredstilstand eller give besked, hvis der måske er grund til at gå til lægen.
Det kunne også være et armbånd eller en halskæde, der måler vigtige data om kroppen. Andre arbejdede med udvikling af et kommunikationsredskab til brug mellem plejepersonale og borger i eget hjem.

"Det har været en spændende dag og sjovt at høre andre faggruppers tanker og idéer om fremtidsscenarier fra den verden, vi kommer til at leve i. Fremtiden er her allerede, og de teknologiske muligheder bliver flere og flere. Det kan vi jo også se eksemplificeret på Fremtidens Plejehjem," sagde Lisbeth Pedersen og Charlotte Bjerg, som begge er fra SOSU-assistent-uddannelsen på SOSU Nord.

De blev suppleret af Thomas Barlous, som læser Automation Engineering på Aalborg Universitet:
"Det har været interessant og et anderledes afbræk fra den almindelige undervisning. Det har været rart at tale med folk med andre erfaringer, fordi de ser problemer og løsninger på en anden måde."

Fakta
Fra SOSU Nord deltog 23 elever fra Social- og sundhedsassistentuddannelsen, fra UCN 24 automationsteknologer, fra Tech College 20 data-elever og fra AAU 23 studerende fra Entrepreneurial Engineering (Forretningsinnovation).

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156