23948sdkhjf

Stort temamøde i Esbjerg om demens

Ældreminister Sophie Løhde åbner stort, offentligt demensmøde den 9. februar. Udstillinger, foredrag og workshops. Tilmelding senest 5. februar.
Hvordan skaber vi den bedst mulige livskvalitet for demensramte borgere og deres pårørende?

Det er temaet, når Esbjerg Kommune inviterer alle interesserede til et gratis møde om demens tirsdag den 9. februar i Musikhuset Esbjerg.
Her kan man både få lejlighed til at høre, hvad den nyeste forskning siger om emnet, og selv give sin mening til kende til brug for kommunens kommende, nye demensstrategi.

Hvert år får omkring 7.700 danskere konstateret demens, og mere end 80.000 menes at leve med en demenssygdom. Det vender op og ned på hverdagen, ikke kun for den, der rammes af demens, men også for de pårørende.

Med mødet lægges der op til at gentage successen fra 2014, hvor op mod 1.500 borgere deltog i temamøder om demens. Det aktuelle møde har to formål:

- Vi vil gerne give nyligt demensramte og deres pårørende mulighed for at få ny viden om demens og løsninger, som de kan bruge i hverdagen. Samtidigt ønsker vi at høre borgernes behov, ideer og meninger om, hvordan vi skaber den bedst mulige livskvalitet for demensramte borgere og deres pårørende, i forbindelse med, at vi er i gang med at udarbejde en ny demensstrategi, siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget, Henning Ravn.

Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde åbner mødet.

På temamødet kan man blandt andet møde neuropsykolog Laila Øksnebjerg fra Nationalt Videnscenter for Demens. Hun vil fortælle om udfordringer og muligheder for en god hverdag med demens. Laila har gennem mange år arbejdet med de vanskeligheder, der støder til hverdagen, når der kommer demens i familien, og hvad man kan gøre for at afhjælpe dem, f.eks. ved hjælp af teknologi.

Adfærdsdesigner Christian Mølgaard fra virksomheden /KL.7 vil med udgangspunkt i kognitions- og adfærdspsykologi fortælle, hvordan man kan designe løsninger til demensramte. Løsninger, der kan strække sig lige fra dagligdagsprodukter til hotelophold, museums- og restaurantbesøg.

Et vigtigt punkt på mødet er også en paneldebat, hvor deltagerne ved at sige deres mening kan få indflydelse på kommunens kommende, nye demensstrategi.

Der er både udstillingsstande og workshops p mødet i Esbjerg.

Temamødet er arrangeret af Esbjerg Kommune i samarbejde med ældrerådet i Esbjerg Kommune, Ældre Sagen og Alzheimerforeningen.

Tilmelding
Mødet finder sted tirsdag den 9. februar 2016 kl. 16.00 i Musikhuset Esbjerg. Alle er velkomne – og det er gratis at deltage.
Vil man med, skal man tilmelde sig senest 5. februar på www.dinsundhed.esbjergkommune.dk eller på tlf. 24 59 59 33. Telefonen er åben fra 4. januar, hverdage kl. 8 – 15.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078