23948sdkhjf

De uddanner sygeplejersker i verdensklasse

Uddannelsen til anæstesisygeplejerske i Region Hovedstaden har fået et internationalt blåt stempel.
Maria Sandersen kan om få måneder kalde sig færdiguddannet anæstesisygeplejerske, det man tidligere kaldte narkosesygeplejerske. Det er en af de mest krævende og specialiserede sygeplejerskeuddannelser i Danmark. Og Maria er heldig for uddannelsen viser sig nu at være i verdensklasse: Den er for nylig akkrediteret og har fået den højest mulige anerkendelse af Den Internationale Sammenslutning af Anæstesisygeplejersker (IFNA). Uddannelsen er kun den syvende i verden, som har opnået denne akkreditering, fortæller Hvidovre Hospital, der er med til at uddanne anæstesisygeplejersker under Region Hovedstaden.

”Vi har fået den fineste tilbagemelding. Det er en enorm tilfredsstillelse at få en tilbagemelding, der matcher vores oplevelse af, at vi faktisk gør det rigtigt godt”, siger Sophie Kjær, som er klinisk vejleder og uddannelsesansvarlig for de kursister, der er i gang med anæstesiuddannelsen under Region Hovedstaden.
På Hvidovre Hospital har hun været med til at uddanne en lang række anæstesisygeplejersker, da afdelingen er et af de største uddannelsessteder i Region Hovedstaden.
”Vi har kursister på alle fire niveauer i uddannelsen, bl.a. fordi vi har store specialer som gastrokirurgi, ortopædkirurgi og gynækologi. Det gør, at vores kursister både oplever det elektive, det akutte og det mere komplekse”.

Superstejl læringskurve
Uddannelsen, der tager to år, består af fire blokke af et halvt års varighed, som skal gennemføres på tre forskellige hospitaler. Uddannelsen kræver mindst 3-4 års sygeplejeerfaring.
”Det er en super krævende uddannelse. Med de øgede kompetencer følger jo et øget ansvar, og man skal være gearet til at stå på egne ben”, siger Sophie Kjær.

Det kan Maria Sandersen nikke genkendende til.
”I begyndelsen tænkte jeg, at jeg aldrig ville komme til at lære det, og alt var farligt. Man bliver jo sat helt tilbage i forhold til det, man kunne tidligere. Men læringskurven er superstejl, og nu bare to år efter tænker jeg, at det er meget mere overskueligt. Det er virkelige en uddannelse for folk, der er videbegærlige og sætter pris på det tværfaglige samarbejde. Man kan blive ved med at udvikle sig og forfine det man kan, f.eks. så patienten vågner præcis, når kirurgen er færdig og ikke har hverken smerter eller kvalme”, siger Maria Sandersen, og tilføjer:
”Det er fedt at uddannelsen bliver anerkendt som værende så god, at den kan akkrediteres. Så ved man, at det er godt. Men der er i forvejen så meget faglig stolthed i at være anæstesisygeplejerske. For mig er det det fedeste job i verden”.

Akkrediteringen
Region Hovedstaden og Region Sjælland har fælles teoriuddannelse på anæstesisygeplejerskeuddannelsen og søgte derfor at blive akkrediteret sammen.
Forarbejdet varede et års tid og indebar bl.a. at der skulle udarbejdes en detaljeret beskrivelse af hele uddannelsen, som skulle holdes op imod standarderne for anæstesisygeplejeuddannelse hos Den Internationale Sammenslutning af Anæstesisygeplejersker (IFNA). I forløbet har de uddannelsesansvarlige oversat standarderne til dansk, for at sikre en fælles forståelse, ligesom en række dokumenter er oversat til engelsk i forbindelse med tilbagemeldingen.
Uddannelsen opnåede international akkreditering på niveau 3, som er det højest mulige. Blandt de få områder, der kan forbedres, er mere fokus på livslang læring samt en højere grad af dokumentation af, hvad kursisterne lærer på uddannelsens første halve år, hvor de konstant står ved siden af en uddannet anæstesisygeplejerske.
Kilde: Sophie Kjær, uddannelsesansvarlig, Hvidovre Hospital

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11