23948sdkhjf

Ny tilsynspakke strammer reglerne

Sundhedsministeren er på vej med en tilsynspakke, der skal gøre det langt nemmere for Styrelsen for Patientsikkerhed hurtigt at gribe ind over for læger og andre autoriserede sundhedspersoner, der er til fare for patienterne.
Læger og andre sundhedspersoner, der udsætter patienterne for fare, skal nemmere kunne fratages deres autorisation.

Det mener sundhedsminister Sophie Løhde, der til foråret vil fremsætte en lovpakke i Folketinget med en række nye tiltag, som vil styrke tilsynsmyndighedernes muligheder for at føre tilsyn med læger og andre sundhedspersoner og hurtigere skride ind over for sundhedspersoner, der fejlbehandler, udskriver afhængighedsskabende medicin på uforsvarlig vis eller på anden måde udgør en risiko for patienterne.

"Det er helt afgørende, at patienterne kan have tillid til de sundhedspersoner, de møder i sundhedsvæsnet. Og vi har desværre set for mange sager, hvor blandt andre læger gentagne gange har udsat patienter for fare, uden at sundhedsmyndighederne har kunnet gribe ind eller har grebet alt for sent ind. Det skal vi have ændret på, og derfor fremsætter jeg en samlet lovpakke, som giver Styrelsen for Patientsikkerhed bedre muligheder for hurtigere at stoppe farlige sundhedspersoner", siger Sophie Løhde.

Nemmere at fratage sundhedsautorisationer

Som led i tilsynspakken skal det bl.a. være nemmere at fratage f.eks. en læges autorisation midlertidigt, så vedkommende ikke længere kan arbejde som læge og dermed ikke kan fejlbehandle patienter. Det skal også være nemmere at indskrænke sundhedspersoners autorisationer, så de ikke længere eksempelvis må udskrive bestemte lægemidler eller behandle visse patientgrupper.

Det skal bl.a. ske, ved at stramme det såkaldte farekriterie, hvilket i praksis betyder, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan inddrage en autorisation, hvis styrelsen vurderer, at fx en læge er til 'fare' for patientsikkerheden på grund af grove fejl. I dag kan det kun ske, hvis styrelsen vurderer, at sundhedspersonen er til 'overhængende fare', men det ønsker sundhedsministeren at ændre på:

"Hvis Styrelsen for Patientsikkerhed mener, at en læge udgør en fare for sine patienter, så bør styrelsen naturligvis øjeblikkeligt kunne gribe ind. Lægens retssikkerhed skal naturligvis være i orden, men det går jo ikke, at læger, som efter styrelsens vurdering er til fare for patienterne, får lov til at behandle patienter", siger Sophie Løhde.

Med tilsynspakken lægger ministeren også op til, at det skal være muligt at udstede straks forbud mod, at sundhedspersoner arbejder helt eller delvist, mens Styrelsen for Patientsikkerhed behandler deres tilsynssag om midlertidig inddragelse eller indskrænkning af autorisationen.

Sundheds- og Ældreministeriet forventer, at tilsynspakken vil blive fremsat i Folketinget i april 2016, og at de nye regler vil træde i kraft 1. juli 2016.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094