23948sdkhjf

Hospitalsudbud skal gå om

Kun ét gyldigt tilbud og ugennemsigtighed i udbudsmateriale får bygherre til at annullere udbud på nye bygninger ved Bispebjerg Hospital
Blandt fem prækvalificerede er der kun to, der har budt ind på hovedentreprisen på laboratorie- og logistikbygningen på Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg i København.

Ud af de to bud lever kun det ene op til kravene, og derfor er udbuddet, som har haft en anslået værdi på cirka 180 mio. kroner, nu annulleret, og et nyt er på vej.

”Jeg beklager rigtig meget, at vi må annullere udbuddet, men vi er desværre nødt til det, da vi kun har ét gyldigt tilbud og derfor mangler konkurrence for at være sikre på at få den rette pris. Vi vil nu gå i dialog med markedet, for vi har et attraktivt projekt, men det har tilsyneladende været for vanskeligt for de bydende at gennemskue, hvad de skulle give tilbud på”, siger entreprisechef Carsten Nyboe fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg i en pressemeddelelse.

Han erkender, at der har været elementer i udbuddet, som de bydende har opfattet som risici. Dem gøres der nu alt for at eliminere i det nye udbud, som udbydes efter de nye udbudsregler.

Ud over entreprenørernes prissætning af risici anses stor efterspørgsel på arbejdskraft som en sandsynlig forklaring på, at det ikke har været muligt at finde en hovedentreprenør.

Svært at holde budget

Manglen betyder, at arbejdslønnen stiger, og det bliver svært at bygge til det planlagte budget.

Det kan et nyt udbud ikke ændre på, men bygherren vil prøve at skære projektet til, hvor det er muligt.

”Vi ser på, hvor vi kan fjerne udgifter til eksempelvis glasvægge og facader, uden at det påvirker byggeriets kvalitet og bygningens funktionaliteter”, forklarer Carsten Nyboe.

Opførelsen af bygningen skulle have været påbegyndt i foråret 2016, men som følge af annulleringen starter byggeriet fire måneder senere, og afleveringen bliver forskubbet seks måneder, da byggetiden forlænges med to måneder. Forsinkelsen får ingen konsekvenser for det samlede byggeprojekt på Bispebjerg Hospital.

”Vi ved at der er udfordringer med leverancerne af blandt andet beton, så vi giver entreprenøren lidt mere tid at løbe på – igen for at minimere risici. Der kommer ikke til at være nogen konsekvenser for vores andre delprojekter, for vi havde allerede i vores planlægning lagt god tid ind mellem projekterne”, siger Carsten Nyboe.

Bygningen
Laboratorie- og logistik bygningen er et af flere delprojekter på Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg
Bygningen bliver på cirka 10.000 kvm, skal bygges fra sommeren 2016 til 2018 og kommer blandt andet til at indeholde laboratorier, logistik- og lagerfaciliteter samt fælles forskningsfaciliteter for hospital og psykiatri
Bygningen er udformet af totalrådgiverne Mikkelsen Arkitekter A/S, WHR Architects, inc. og Alectia A/S


De prækvalificerede
I det nu annullerede udbud var følgende prækvalificeret:
BAM Danmark A/S med samarbejdspartneren BAM Bouw en Techniek BV (NL)
Jørgen Friis Poulsen A/S i joint venture med Max Bögl International SE
MT Højgaard A/S
NCC Construction Danmarks A/S
5E Byg A/S med samarbejdspartnerne Scanbur A/S og Labflex A/S
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094