23948sdkhjf

Venlig indretning i Akutmodtagelsen dæmper gemytterne

I dag er der bedre mulighed for gemme sig lidt ad vejen i små nicher, og stemningen er mere hjemlig på Akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital. Det betyder noget for uroen, der ikke længere er et problem.
Arbejdsmiljørepræsentant Deborah Biduda, Hvidovre Hospital, har ikke indberettet sager om trusler fra Akutmodtagelsens venteområde siden det i foråret 2015 blev nyindrettet med fokus på at gøre det venligt og konfliktdæmpende.
Hendes indtryk er, at indretningen virker. Det samme indtryk har afdelingssygeplejerske Hanne Keller.

”Vi har ikke nogen tal, der kan dokumentere det, men som leder hørte jeg tidligere ofte om uro i venteværelset, og det gør jeg ikke mere. Og vi har heller ikke fået patientklager over rod og dårlig rengøring”, fortæller hun.

Denne fredag formiddag er der kun få patienter i venteværelset, men det er let at afkode intentionerne med indretningen. Hvor der før var rækker af sorte metalstole placeret over for hinanden, er rummet nu inddelt i mindre afdelinger med sofa-lignende, polstrede møbler i venlige, afdæmpede farver.

”Før sad patienterne på rad og række overfor hinanden, og det kunne godt skabe ekstra uro, hvis nogle oplevede, at andre kom til før dem, selv om de var ankommet senere," fortæller Hanne Keller.

Ovenlys med skyer
I dag er der bedre mulighed for gemme sig lidt ad vejen i små nicher, og stemningen er mere hjemlig. Det skyldes ikke mindst belysningen, som ikke længere består af lysstofrør i loftet, men nu er et miks af pendel-lamper, rosetter i løftet og ovenlys med motiver af skyer og himmel.

”Alle elementer i indretningen er valgt, fordi der er evidens for, at det kan virke beroligende," fortæller Deborah Biduda.

Det gælder også den elektriske pejs, som er placeret på endevæggen. Når den er tændt virker lyset som ild, og vanddampe agerer røg som fra en rigtig pejs.
Samtidig med nyindretningen er der også sat ind med ekstra rengøring for at undgå, at lokalet fx flyder med burgerpapir fra den nærliggende McDonald’s, som det ofte har gjort i weekenderne.

Vægtere og den grønne vest
Et andet nyere tiltag er, at den vagthavende sygeplejerske jævnligt trækker i en grøn vest med påskriften ”Vagthavende sygeplejerske”, og sammen med en vægter går ud i venteområdet og briefer patienterne om situationen.

”Det er med til at give ro, at vi løbende orienterer om, hvad situationen er. Hvis der er lange ventetider, fortæller vi, hvad det skyldes. Fx at der har været et stort trafikuheld, eller at vi har et barn, der er kommet alvorligt til skade”, fortæller Hanne Keller.

FAKTA
Finansieret af Region Hovedstadens risikostyringspulje
Nyindretningen af venteområdet har kostet 350.000 kr., midler som Arbejdsmiljøenheden har søgt hos regionens risikostyringspulje. Projektet er blevet til i samarbejde mellem Akutmodtagelsen, Byggeafdelingen og Arbejdsmiljøenheden.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08