23948sdkhjf

Kvinder ingen adgang!

Plejecenter Trekroner i Roskilde har startet en mandeklub.
Et par kolde øl bliver knappet op. Rundt omkring bordet er der godt gang i et slag yatzy.

”Der er fuldt hus!” lyder det.

Pointene bliver noteret i blokken, og raflebægeret rystes igen.

Lige ved siden af udspiller der sig en venskabelig dyst ved billardbordet, hvor de farverige kugler triller henover det grønne klæde.

Imens går snakken rundt om i lokalet.

Vi er på Plejecenter Trekroner i Roskilde. Her mødes Mandeklubben hver torsdag for at spille spil, tage på ture og få en god mandesnak over en øl, vand eller kop kaffe. Og her har kvinder normalt ingen adgang. Så Magasinet Plejes udsendte er ret beæret over at være inviteret inden for i dag.

John Dalskov, 88, er kommet i Mandeklubben, lige siden han flyttede ind på plejehjemmet sidste år.

”Det betyder meget, at have noget at samles om og nogen at snakke med. Vi kan se film, og vi kan sidde og diskutere forskellige ting. Det er rart,” fortæller John.

Han er især glad for de udflugter, som mandeklubben tager på ca. en til to gange om måneden. Senest har de været på tur i Boserup Skov, og de har bl.a. også besøgt Korsbæk på Bakken og Langelinie.

”De ture ser vi meget frem til. Der sker jo noget. Og vi har haft nogle dejlige ture,” smiler han.

Glæde og hygge

Ved billardbordet har Ulrik Madsen, 43, udfordret sosu-assistent Hans Ditlev Pedersen i et spil keglebillard. Ulrik er bruger af Trekroner Rehabiliteringscenter og forholdsvis ny i mandeklubben. Han er kommet her siden december.

”Jamen, det er vældig hyggeligt. Man mødes med forskellige, som man normalt ikke snakker med til dagligt. Og jeg glæder mig til at komme her om torsdagen”, fortæller han.

Ville det være det samme, hvis der også var kvinder med i klubben, eller betyder det noget, at I kun er mænd, der mødes?

”Ja, det gør det,” kommer det hurtigt.

”Vi kan hygge os på en speciel måde, når vi bare er mænd,” forklarer han.

Et fristed


John Rost er pedel på plejehjemmet og har været med til at starte mandeklubben op.

”Vi har fået skabt et kammeratskab og et sammenhold på sådan en mandemåde, som er trygt, og vi alle sammen kender,” fortæller han.

”Alle her har jo førhen været i nogle grupper enten på arbejdspladsen eller som soldat eller hvor de nu har været, og der har jo været dét der mandekomsammen,” siger han.

Og det kan der godt mangle lidt i hverdagen på plejehjemmet, hvor de fleste medarbejdere og beboere er kvinder, forklarer John Rost. Mandeklubben er et ”fristed”, hvor man kan komme og mødes med andre mænd et par timer.

Lige nu nærmer klokken sig 12, og mandeklubben takker af for i dag.

Men på torsdag mødes de igen. Og det er kun for mænd.

Artiklen er bragt 19. februar i fagbladet Magasinet Pleje. Derfor ville du normalt skulle bruge en abonnements-kode for at læse den. Vi åbner dog vores online-univers på magasinetpleje.dk for en stund. Derfor kan du lige nu læse hele Magasinet Pleje online - gratis.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078