23948sdkhjf

Apoteker i Aarhus skal spotte ensomhed

Det er en ny vej i forebyggelse, og den helt rigtige, mener rådmand og Apotekerforeningen.
Aarhus Kommune samarbejder med apotekspersonale, som i hverdagen møder mennesker, der oplever ensomhed.

På Apoteket i Viby-Centret ved Aarhus kender de borgerne. Så godt, at personalet har en fornemmelse af, hvem der kan savne nogen at tale med i det daglige. Derfor har kommunen indgået et samarbejde med apotekerne:

"Samarbejdet med apotekere og andre lokale samarbejdspartnere kan være med til at mindske ensomheden i samfundet. Det er virkelig dejligt og imødekommende, at apotekerne vil samarbejde, for deres fornemmelse af, hvem der kunne have brug for et fællesskab gør, at vi kan række ud til endnu flere. Vi vil gøre alt for at mindske ensomheden, og der er mange muligheder for at blive en del af et fællesskab i Aarhus," siger Jette Skive, rådmand, Sundhed og Omsorg.

Reagerer med glæde

Når apotekspersonale er i dialog med borgere om medicin eller anden vejledning, kan borgeren blive spurgt, om de har brug for information om lokalområdets muligheder for fællesskaber. Tager en borger imod tilbuddet, får borgeren et visitkort med navn og foto på en koordinator i kommunen, som vil kontakte borgeren inden for 2-3 dage.

"Vi har henvist tre borgere på den måde, og de reagerer med glæde. Vi har et fortroligt forhold til mange borgere, og når vi oplever folk, der giver udtryk for at være ensomme, er blevet alene og har mistet hustruen eller har et dårligt humør, kan vi sagtens hjælpe borgeren til mere information om muligheder for at indgå i et fællesskab," siger Marianne Kallesen, apoteker, Aarhus Viby Apotek.

En oplagt partner

Danmarks Apotekerforening bakker op om projektet, for tiltaget matcher foreningens sociale intentioner:

"Apotekerne har en tæt kontakt til borgerne, når vi møder dem i skranken. Vi er ofte deres primære indgang til sundhedssektoren, og derfor er apoteket en oplagt partner til projektet. Jeg håber, at andre kommuner lader sig inspirere, og i de overvejelser skal det også med, at ensomhed ikke bare rammer på livskvaliteten. Ensomhed går også ud over sundheden. Så der er mange gode grunde til at tage fat om problemet," siger Anne Kahns, formand, Danmarks Apotekerforening.

Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune har lavet en aftale med tre apotekere.

Rådmand Jette Skive håber, at samarbejdet med apotekerne blot er startskuddet på et samarbejde med flere organisationer og virksomheder:

"Vi forsøger at nå ud til mennesker, som har svært ved selv at tage affære. Vi kan fortælle om mulighederne for at blive en del af et fællesskab og modgå ensomhed. Det kan være at få en besøgsven eller indgå i en spisegruppe eller indgå i et netværk af borgere i lokalområdet med samme interesser," siger Jette Skive.

Sundhed og Omsorg overvejer også et samarbejde med for eksempel frisører, taxachauffører og kiosker.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08