23948sdkhjf

Ældre bliver udskrevet med kort varsel fra sygehuset

Sundhedsministeren vil straffe kommuner, der ikke hjælper færdigbehandlede borgere hjem fra sygehusene.
Ældre bliver udskrevet med kort varsel fra sygehusene, og det kan være umuligt at få det nødvendige personale og udstyr klar til, at de trygt kan komme hjem.

Det siger formand for Social- og Sundhedsudvalget i Kommunernes Landsforening, Thomas Adelskov (S), efter at sundhedsminister Sophie Løhde (V) har bebudet, at kommunerne skal straffes for at lade færdigbehandlede patienter blive på hospitalet.

"Der er rigtig meget pres på kommunerne. Vi har gennem de seneste år oplevet, at sygehusene udskriver borgerne meget, meget hurtigt," siger Thomas Adelskov.

"Derfor kommer borgerne hjem med meget komplekse problemstillinger. Vi skal have fagpersonale og udstyr klar, og det er ikke altid, vi kan nå det med så kort varsel," siger han.

Hvert år er ligger færdighedsbehandlede patienter ifølge ministeriet 40.000 dage på sygehuset.

I dag betaler kommunerne omkring 2000 kroner hver dag, en færdigbehandlet patient optager en seng. Fremover vil kommunerne skulle betale dobbelt så meget de første to dage og fire gange så meget de følgende dage.

Thomas Adelskov mener dog ikke, at større bøder vil betyde, at patienterne kommer hurtigere hjem.

"Vi betaler allerede, når der ligger en patient på sygehuset, og vi er stærkt interesserede i at få borgerne hjem. Det er en økonomisk fordel for os, og det er rarere for borgeren at være tæt på hjem og familie," siger han.

Hvis man skal undgå, at færdigbehandlede patienter optager plads på sygehusene, skal der være bedre kommunikation mellem kommuner og regioner, sygehuse og plejehjem, mener Thomas Adelskov.

"Kommunerne har brug for et par dage før at få at vide, at borgerne bliver udskrevet, så vi har mulighed for at stille med det rigtige setup. Det har skal løses af hensyn til borgerne," siger han.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157