23948sdkhjf

NAVNE: Odense får ny sundhedschef

Charlotte Bentsen kommer fra en stilling som projektchef og har de sidste måneder fungeret som konstitueret sundhedschef i Odense Kommune.
Charlotte Bentsen er netop tiltrådt stillingen som sundhedschef i Odense Kommune. Som sundhedschef skal hun blandt andet betjene det nyoprettede Sundhedsudvalg og sørge for at holde et stærkt fokus på borgerne i en tid, hvor den kommunale sundhedsopgave er under hastig forandring og bliver stadig mere omfattende og kompleks. fortæller Odense Kommune.

Som sundhedschef bliver Charlotte Bentsen chef for kommunens sundhedssekretariat, som organisatorisk er tilknyttet Borgmesterforvaltningen. Men nærmeste daglige samarbejdspartner og sundhedsansvarlige er administrerende direktør i Ældre- og Handicapforvaltningen, Gitte Østergaard, og hun glæder sig meget over valget af Charlotte Bentsen.

"Charlotte besidder de helt rette kompetencer til det her vigtige job som sundhedschef i Odense Kommune. Hun har et solidt kendskab til den kommunale sundhedsopgave og har stor viden om både den regionale og nationale sundhedsdagsorden. Vi er på alle måder rigtig heldige, at vi har fået Charlotte med på holdet, og jeg ser meget frem til vores videre samarbejde," siger hun.

Tværgående samarbejde

Sundhedsområdet er et højt prioriteret område for Odense Kommune på tværs af alle kommunens forvaltninger. Netop det tværgående samarbejde med forvaltninger, kommuner og praktiserende læger kræver en stærk ledelsesmæssig og koordinerende indsats, men Charlotte Bentsen er klar til at trække i arbejdstøjet:

"Sundhedsområdet er for mig at se et af de mest meningsfulde og spændende velfærdsområder, man kan beskæftige sig med. Og nu hvor Odense Kommune har styrket området med et nyt Sundhedsudvalg og en solid, administrativ organisering, er der i den grad sat en ambitiøs kurs for den videre udvikling af sundhedsopgaven. Det glæder jeg mig meget til at kunne være med til at præge fremover sammen med de mange dygtige og dedikerede kolleger og samarbejdspartnere," siger hun.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095