23948sdkhjf

ITbanken.dk hjælper med digitale redskaber

Ny hjemmeside gør det nemt at finde digitale redskaber til mennesker med handicap.
Hvad gør man, hvis man er svært udviklingshæmmet og gerne vil skype med sine venner? Hvilke apps er gode, hvis man har autisme og derfor stort behov for struktur på hverdagen? Hvad gør man, hvis man er hørehæmmet og har behov for alternative måder at kommunikere med sin omverden på?

For mennesker med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser kan digitale redskaber i form af f.eks. apps på telefonen eller iPaden være afgørende for at få hverdagen til at fungere og leve et selvstændigt liv. ITbanken.dk samler viden om teknologierne ét sted.

Et kompas i den digitale indsats
Socialt Udviklingscenter SUS har arbejdet med udvikling og implementering af IT og digitale redskaber på socialområdet siden 2006.

”Pædagoger og andre fagpersoner tæt på borgerne vil gerne udnytte de digitale muligheder og ser potentialerne. Men det kan være vanskeligt at få overblik over de mange teknologier, og hvad de kan bruges til. Formålet med ITbanken er at gøre det nemmere og dermed give mennesker med funktionsnedsættelser adgang til digitale redskaber, som mange af os tager for givet i hverdagen”, siger direktør i SUS, Per Holm.

ITbanken.dk er udviklet af SUS i samarbejde med fagpersoner fra sociale tilbud og forvaltninger i 18 kommuner og en region. De har både deltaget i selve designet af hjemmesiden og oprettet anmeldelser af bl.a. apps, betjeningsudstyr og robotter – teknologier, som kan støtte brugeren i alt fra at opnå overblik og få struktur på dagen til social træning og alternative kommunikationsmuligheder.

Louise Riis Drachmann, pædagog på Aktivitetscenter Ellemosevej i Favrskov Kommune, er en af dem, der har bidraget til ITbanken. Hun mener, den nye hjemmeside vil gøre det nemmere at gå mere målrettet til værks, når man skal arbejde med digitale redskaber til mennesker med handicap.

“Hjemmesiden bygger på viden og erfaringer fra folk, der kender teknologierne og arbejder med dem i praksis. Det er en styrke. Man kan finde teknologier, der matcher den enkelte borgers problematikker, udfordringer og ressourcer. Og man kan hente inspiration til nye måder at arbejde med IT på.”
Fra kommunens perspektiv glæder Klaus Fogh, leder for Udsatteområdet i Viborg Kommune, sig også over ITbanken:

"De sociale tilbud oplever et enormt pres om at skulle bruge IT i det pædagogiske arbejde, men mange har svært ved at komme i gang på egen hånd. Her kan ITbanken være en hjælp ved at viderebringe de erfaringer, som andre allerede har gjort, så vi ikke alle behøver at opfinde den dybe tallerken igen. Det giver en god sikkerhed.”

FAKTA
Socialt Udviklingscenter SUS er en almennyttig nonprofit forening, som arbejder for at skabe bedre livsvilkår for socialt udsatte og sårbare mennesker.
SUS har siden 2006 arbejdet med at udvikle, implementere og udbrede anvendelsen af digitale redskaber til mennesker i socialt udsatte positioner.
IT-Banken er udviklet i samarbejde med 18 kommuner og en region: Brøndby, Favrskov, Frederiksberg, Gribskov, Gentofte, Guldborgsund, Helsingør, Hjørring, Horsens, Ikast-Brande, Kolding, Roskilde, Rødovre, Silkeborg, Varde, Viborg, Aabenraa, Aalborg Kommuner og Region Hovedstaden. Socialsquare har stået for den tekniske udvikling af IT-Banken.
ITbanken.dk er udviklet med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081