23948sdkhjf

Det skal være nemt at finde vej på hospitalet

Hospitalsenhed Midt arbejder lige nu på en ny ”find vej-strategi”. Medarbejdere og patienter deltog for nylig i en workshop på Regionshospitalet Viborg.
Hvordan finder borgere bedst vej på de fire regionshospitaler i Hospitalsenhed Midt? Og hvordan undgår vi at bruge mange medarbejdertimer på at vise vej? Det skal Hospitalsenhed Midts nye find vej-strategier give svar på i de næste år under overskriften 'Brugeren rejse'.

"Forstår borgere, hvad vi mener med 'Trafikcentrum'? Er det den bedste find vej-skiltning at have alle afdelingsnavne på et stort telefonbogsskilt i forhallerne, eller skal vi i stedet først lede borgeren til den rette indgang, dernæst den rette etage og først derefter det rette afsnit? Hvordan sikrer vi et fælles sprog for at finde vej, som går igennem både skilte, indkaldelsesbreve, hjemmeside med mere. Det er blot nogle af de ting, vi skal have kigget på, når vi fastlægger find vej-strategier for alle fire hospitaler i de kommende år," forklarer hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen.

30 medarbejdere og patienter mødtes for nylig til en workshop om Regionshospitalet Viborgs kommende "Find vej-strategi". Formålet med workshoppen var at få alle ideer på bordet og høre, hvordan hospitalets patienter oplever skiltning, vejvisning og turen rundt på hospitalet. Alle input blev noteret og indgår nu i det videre arbejde med find vej-strategien.

De nye find vej-strategier udvikles for hvert af Hospitalsenhed Midts fire hospitaler, da bygningsmassen i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive er meget forskellig og derfor rummer forskellige udfordringer. Dog får alle strategier samme oveskrift: 'Brugerens rejse'

Borgere giver input

'Brugerens rejse' er en tjekliste over de mange elementer, der påvirker en borgers mulighed for at finde vej – lige fra information på hjemmeside og i indkaldelsesbreve til arkitektur, skilte, kunst og andre pejlemærker i hospitalernes områder ud og inde.

'Brugerens rejse' tager afsæt i brugernes mulighed for at finde vej – og involverer derfor borgere i planlægningen af den kommende find vej-strategi på de fire hospitaler i HE Midt. Det, der virker logisk for stedkendte medarbejdere, kan nemlig være forvirrende og uklart for borgere, der kun sjældent kommer på hospitalerne.

"Kernen i 'Brugerens rejse' er den fysiske finde vej-logik på hvert hospital og skiltehierarkierne, der følger deraf. I Viborg vender vi med kvalitetsfondsprojektet bygningen 180 grader med hovedindgang fra syd, og knudepunkter gennem bygningerne bliver anderledes. Det vil ændre vores måde at lede borgere på vej, og derfor fastlægges den første find vej-strategi på hospitalet i Viborg allerede nu. Til og med 2017 udarbejdes find vej-strategier for Silkeborg, Hammel og Skive," forklarer Lars Dahl Pedersen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078