23948sdkhjf

Debatmøde om nye kvalitetsmål trak fulde huse

290 sygeplejersker deltog i Dansk Sygeplejeråds medlemsmøder i København og Kolding.
Der var fuldt booket, da Dansk Sygeplejeråd i går inviterede til informations- og debatmøde om de nye nationale mål for kvalitet.

120 ledere og sygeplejersker deltog i mødet, der fandt sted på Innovationsfabrikken i Kolding.

”Det fortæller mig, at sygeplejerskerne fortsat er rigtig meget optaget af at være medvirkende til at sikre kvaliteten i vores sundhedsvæsen,” siger formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, om den store interesse for mødet.

I fredag holdt Dansk Sygeplejeråd et lignende møde i København, som også trak fulde huse. Her var der 170 deltagere.

Fælles sprog

På onsdagens møde i Kolding fik de 120 deltagere indblik i de mål og indikatorer, der fremover skal synliggøre kvaliteten for patienter.
Der blev der sat fokus på den kommende forankring af de nye kvalitetsmål, hvor sygeplejerskerne er nogle af de vigtigste aktører både i forhold til ledelsen af processen og løbende evaluering.

Blandt oplægsholderne var områdechef Susanne Sejr fra Aarhus Kommune.

”Jeg tror, den vigtigste pointe er, at vi nu får noget fælles for alle sundhedsfaglige. Vi er ét fælles sundhedsvæsen. Vi har de samme overordnede mål, og vi har et fælles sprog,” siger hun til Magasinet Pleje.

Fremme i skoene

Hvordan kan vi arbejde mere på tværs af kommuner og regioner? Hvordan skal de kliniske databaser være med til at forbedre kvaliteten? Hvordan bliver borgerens kvalitetsbegreber tænkt ind?

På mødet i Kolding var der også lagt op til debat, og der kom masser af spørgsmål og input fra deltagerne.

Hvad oplever du især fylder hos sygeplejerskerne?

”De er jo godt inde i stoffet. Og de peger lige præcis ned i noget af det, der er svært,” siger Grete Christensen til Magasinet Pleje.

”De peger blandt andet på dataudfordringerne. Skal vi spørge alle patienterne om retten til at bruge deres data i forbedringsarbejdet, eller må vi kun kigge i data, når vi står i en situation, hvor vi skal passe eller pleje patienten? Det er den ene del. Den anden del er, hvordan vi får forankret hele det her kvalitetsarbejde sammen med det forskningsarbejde, som allerede ligger i kliniske databaser og andet. Og det ér nogle af de udfordringer, der rent faktisk ligger i det her, og det er jo skarpt set. Og det bekræfter mig bare i, at de er langt fremme i skoene til at være med til at sætte retningen for det nye kvalitetsarbejde,” lyder det fra formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094